224 / 540
ned til at vente på, at det skulle ske, begyndte vi at blive alvorligt bange
for, at der var et par stykker, der syntes, det var morsomt at holde os hen,
men vi var i tvivl om, hvad vi skulle gøre ved det. Til slut enedes vi imid
lertid om at gå direkte til direktør Henrik Jespersen og borgmester Børge H.
Jensen, hvis der ikke skete noget meget snart.
Til et møde med dem ville vi ikke komme tomhændede. Det sidste møde, dets be
slutninger og vi skulle tages alvorligt. Vi ville finde en konkret løsning på,
hvordan grunden kunne anvendes til den institution, vi var enedes
ohi
på mødet,
samt på hvordan institutionen burde udformes. Disse løsninger ville vi bringe
med til mødet. Aldersintegrerede institutioner var imidlertid noget meget nyt
dengang. Noget mange talte om, men som kun få kendte noget til. Derfor bestem
te vi os, fornuftigvis, til at sætte os nøjere ind i problematikken, inden vi
gav os til at udtale os om, hvordan sådanne institutioner, og i særdeleshed
vor, skulle være - og måtte så se i øjnene, at vi først kunne blive ferdige
til et møde i januar 1973.
Omkring dette tidspunkt fik gruppen flere medlemmer. Anni kom med den
4.12.72 efter at have hørt om den institution, vi arbejdede med, gennem gårdryd
ningsmødem e i Frejasgade/Mimersgade-karreen. Hun er lægesekretær og alene med
1 dreng og 1 pige. Susanne kom til den 7.2.1973. Hun var gift, havde 1 dreng
og blev opmærksom på os efter kontakt med børnehavegruppen.
Arbejdet med institutionen på Bardings-tomten.
Udformningen af institutionen kom til at tage meget længere tid end vi hav
de regnet med. Det viste sig, at være en farlig redelighed, vi skulle have
styr på, da vi fik kigget nærmere på det. Vi havde været forberedt på at løbe
ind i mange besværligheder. Dels fordi institutionen nu måtte blive meget stør
re, end vi mente var godt. Dels fordi den samtidig med at blive så stor også
skulle være for de meget mindre børn, i både vuggestue- og bømehavealderen.
Først kunne vi slet ikke-finde nogle bestemmelser for, hvad der krævedes af
den slags institutioner. Siden fandt vi nogle, men det var i et udkast til
noget, der først var ved at blive forhandlet om. Vi forstod at pædagogernes
fagforbund og socialministeriet ikke kun var meget uenige om indholdet, men at
man også var meget uenige om institutionsformens berettigelse. Hertil kom, at
det var os umuligt at finde frem til en eneste institution af slagsen. Hjælpen
kom fra en af pædagogerne i Røde Rose I, der fortalte, at der skulle være en
konference om disse problemer på en af de institutioner, der kom de aldersin
tegrerede nærmest, og hun sørgede for, at vi blev tilmeldt.
Der fik vi ikke blot mere styr over problematikken, men også kontakt med
4
pædagoger, der både var så interesserede i at komne til at arbejde med pro
blemerne, at de ville gå ind i vores gruppe samt villige til at arbejde i in
stitutionen, når den blev færdig. Det regnede vi på daværende tidspunkt med,
at den kunne være hen på efteråret 1973. En af dem blev det aldrig til noget
med, en anden kunne ikke holde ved, da vi et par måneder længere henne var nødt
til at udskyde tidspunktet. I stedet søgte hun over til børnehavegruppen, der
så ud til at være længere fremme. De sidste to pædagoger, Kirstine og Anna-Li-
se har holdt ved i vores gruppe siden.
223