245 / 540
244
der er jo ikke fra nogen side rejst tv iv l om behovet -
og v i ønsker sekundært, at der nu bliver skabt fuld
klarhed over forhistorien. Men desværre m å'jeg sige,
at 3. afdelings skriftlige udtalelse til vores forslag ikke
på noget af disse punkter er tilfredsstillende. Jeg be
gynder bagfra.
Magistratens 3. afdeling bemærker side 8 nederst,
at man gerne tager skridt til etablering af en børne
institution, når det byplanforslag, hvorefter området
reserveres til offentlige form ål, er vedtaget af borger
repræsentationen, når arealet derefter er frilag t i
overensstemmelse med saneringsplanen, og når bor
gerrepræsentationen har givet de fornødne bevillin
ger.
H e rtil v il jeg sige, at byplanen efter al sandsynlighed
bliver forelagt til 2. behandling her i forsamlingen i
et af de førstkommende møder. Hvis byplanudvalgets
formand var til stede, tror jeg, han kunne bekræfte
denne påstand, ellers kan byplanudvalgets øvrige med
lemmer det. M å jeg dernæst sige, at den saneringsplan,
man taler om, er 1 år gammel, at arealerne delvis er
ryddet og skulle være totalt frilag t i ju n i 1974, og
endelig at borgerrepræsentationen, hvis forsamlingen
vedtager vores forslag, da selvfølgelig også v il stille de
fornødne bevillinger til rådighed, ellers var det dog
en mærkvæ rdig forsamling.
Den tidsfrist, v i har sat - sommeren 1975 - er altså,
så vid t jeg kan se, meget realistisk. Det, det kommer
an på, er, om 3. afdeling selv vil.
Både magistraten og lokalrådet har hæ ftet sig ved,
at institutionen skal være mobil og kommunal. D ertil
kan jeg bare sige: D et er vi mægtigt med på, det er jo
vores politik. D et var os, der i sin tid foreslog de mo
bile institutioner, som nu er i d rift i byen, og som
fungerer til alles tilfredshed, og vi har også her fra
talerstolen ved adskillige lejligheder vendt os imod
det, som jeg har kaldt »privatiseringen af de offent
lige institutioner«. På det punkt er v i altså helt enige,
og man skulle tro, at det så bare var et spørgsmål om
at komme i gang.
Røde Rose forklarer i sit brev af november 1973
meget detaljeret, hvordan kommunen gennem adskil
lige år har arbejdet med og investeret mange penge i
et institutionsområde i Rådmandsgade, men at 4. af
deling åbenbart har tråd t i spinaten.
For det første har man givet tilladelse til et privat
byggeri, nem lig Top-House, som overskrider højde-
grænseplanerne mod kommunens ejendomme. M an har
så givet sin tilladelse under den forudsætning, at kom
munen tilsvarende indskrænker sine byggemulighe
der.
For det andet - men det er nu nok ikke 4. afdeling,
man kan også beskylde dem for for meget - bøjer man
sig fo r et krav fra bygningsforbundene om, at den
planlagte vej inde i karreen ensidigt pålægges kom
munens ejendom, naturligvis også med det til følge, at
man må indskrænke kommunens byggemuligheder.
Endelig for det tredje har man frafaldet, at en ejen
dom, nem lig m atr.-nr. 5673, indgår i det offentlige in
stitutionsområde, uanset at ejendommen, selv om
grundarealet er beskedent, efter bebyggelsesplanen
repræsenterer et stort etageareal. A ltså igen en ind
skrænkning af kommunens byggemuligheder.
Røde Rose gør i brevet regnestykket, således op, at
kommunen foreløbig har investeret godt 7 m ill. kr. ved
køb af u/ia af arealet, men at kommunen altså giver
afkald på den sidste tolvtedel, selv om den bærer
1h
af områdets byggemuligheder og kan erhverves for
Vi« af de samlede investeringer. Og så spørger de
meget fornuftigt, om dette kan være fornuftig økono
mi, og om det måske skulle være pladsmangel, som er
årsag til, at børneinstitutionen nu er lagt på is. Men
herom har vi ikke i magistratens udtalelse fået noget
som helst at vide.
Magistraten gør i sin udtalelse et stort nummer ud
af at forklare, at man altid og bestandigt har forklaret
Røde Rose, at de ikke kunne få indpas på m atr.-n r.
1051. D e rtil kan jeg kun sige, at det stemmer ikke med
Røde Roses meget detaljerede oplysninger i brevet,
så der må være nogen, der tager fejl. A f brevet frem
går nemlig, at borgmesteren, hr. C arl-E in ar Jørgensen
og hr. Brørup i april 1972 udtaler stor sympati for
Røde Rose og henviser dem til en forhandling med di
rektoratet for børne- og ungdomsinstitutionerne, og
for at slå hovedet på sømmet går borgmesteren i ra
dioen for at bevidne sin interesse for sagen.
I september 1972 er der så et møde i direktoratet for
børne- og ungdomsinstitutionerne om institutionen på
m atr.-nr. 1051. H er konstaterer man behovet, og afta
len bliver, at Røde Rose kan få tilladelse, hvis det b li
ver en m idlertidig aldersintegreret institution, og hvis
bl. a. borgmesteren kan støtte aftalen. Nu ved v i jo
herinde, at borgmesteren dengang - ligesom i aften -
var sygemeldt, og det er jo en æ rlig sag. Men det
spørgsmål, som melder sig, må være: H vo rfo r skulle
borgmesteren ikke kunne støtte aftalen? Jeg håber,
den konstituerede borgmester trods alt kan give svar
på det spørgsmål.
Jeg gør endnu en gang opmærksom på, at det ikke
for os er et spørgsmål om, hvorvidt institutionen skal
være mobil og kommunal. På det punkt er v i helt på
bølgelængde.
T il slut v il jeg sige, at en sag som denne efter m in
mening rettelig burde behandles enten før kommune
valget, hvor forsamlingen under ansvar over for væ l
gerne fæ rdiggør sit arbejde, eller også efter 1. april,
hvor en nyvalgt forsamling arbejder under samme an
svar. H er mellem valget og 1. ap ril må vi jo karak
terisere os selv som en slags »forretningsm inisterium«.
Kst. borgmester
Kai Brank:
D er foreligger efter
m in mening en meget fyldig udtalelse fra magistra
tens 3. afdeling om denne sag, og den drejer sig om
to problemer, som er af betydning for sagen, nemlig
dels baggrunden for 3. afdelings ønske om, at arealet
langs Rådmandsgade reserveres til offentlige formål,
dels forløbet af forhandlingerne med Røde Rose.
Om det første v il jeg blot sige, at alle bevillinger i
folketinget og kommunalbestyrelserne til sociale in
stitutioner er spildt, hvis man ikke v il gøre en indsats
for at få det personale, der skal betjene institutionerne.
Med de perspektiver for befolkningsudviklingen i K ø
benhavns kommune, som vi kender, v il v i en dag få
meget tra v lt med at uddanne personale til at bistå
vore gamle, og det ganske uanset om de er på institu
tion eller i eget hjem. Jeg v il i den forbindelse minde
om, at indsatsen i eget hjem er mere uddannelseskræ
vende end indsatsen på institution; på et plejehjem vil
der altid være flere medarbejdere samtidig, og der vil
i hvert fald altid være mulighed for at søge bistand,
hvis man er i tv iv l om, hvorledes en situation skal
bedømmes, bl. a. v il man i reglen kunne rådføre sig
med en fu ldt uddannet sygeplejerske. Den, der står
med pleje- og omsorgsproblemer i en pensionists p ri
vate hjem, står derimod alene og har ikke nogen at
rådføre sig med i en akut situation eller ved vurderin
gen af en mistænkelig udvikling.