169 / 239
R I G S R Å D S V A L G E T 1 8 5 6
sentanter. Rådets myndighed skulle, bortset fra nye skatter og
statslån, være af rådgivende art.
Denne halvabsolutistiske forfatning vakte stor harme og mod
stand på rigsdagen, en indstilling, der fik stærk tilslutning hos be
folkningen ved opløsningsvalget til folketinget 1. december 1854.
Omtrent samtidig trådte ministeriet Ørsted tilbage, hvilket vakte
glæde, først og fremmest blandt hovedstadens befolkning. I værket
»Under Junigrundloven« fortæller N. Neergaard: »En mægtig
bølge af sympati og taknemmelighed steg atter Frederik V I I imøde.
Efter indbydelse fra Studenterforeningen og de københavnske ar
bejderforeninger trak adskillige tusinde mennesker med fakler om
aftenen den 18. december op til Kristiansborg Slot for at takke
kongen, fordi han atter havde sluttet sig til sit folk. Det var en
Herrens vejr med storm og snefog, men større folketog havde Kø
benhavn ikke set siden martsdagene, og mere jublende og vedhol
dende hurraråb end dem, hvormed kongen blev hilst af den
mængde, der fyldte slottets ridebane, var ikke hørt i lange tider«.1
Atter et vidnesbyrd om, at det som så ofte før og siden er i resi
densstaden København, at der er den mest umiddelbare kontakt
mellem statsstyrelsen og folket.
Et nyt ministerium under ledelse af
P. G. Bang
var dannet 12.
december og til finansminister udnævntes C. G. Andræ.2 Det nye
ministerium var bundet til at bygge på helstaten som en udenrigs
politisk nødvendighed, men indenrigspolitisk blev udkastet til
fællesforfatningen udformet på et mere konstitutionelt grundlag
end i Juliforordningen. Dette medførte, at rigsdagen i første om
gang gik med til den indskrænkning af Junigrundloven, der var en
forudsætning for, at den nye fællesforfatning kunne træde i kraft,
og i anden omgang under meget store betænkeligheder accepterede
regeringens udkast til fællesforfatningen. Dette skete dog kun fordi
regeringen bl. a. af hensyn til hertugdømmerne ikke ville gå med
167