173 / 239
R I G S R Å D S V A L G E T 1 8 5 6
I forestillingen til kongen tilføjes også et argument af udenrigs
politisk karakter, idet det hedder, at de forud for Januarkund
gørelsen førte diplomatiske forhandlinger »synes at opfordre D.
Maj. til ved indførelsen af fællesforfatningen at foretrække et mere
begrænset valgsystem end det, som er lagt til grund i loven af 5.
juni 1849«/’ Som foran nævnt var den høje valgretscensus den
største anstødssten for folketingets tilslutning til fællesforfatningen.
Særlig skarpe var udtalelserne fra /.
A. Hansen
og
A. F. Tscher-
ning,
denne sidste udtalte bl. a., at grundlovens »inderste essens er
politisk lighed for undersåtterne i landet, og grundvæsenet af, hvad
der her er os forelagt er genindførelse af den mest skærende og
skarpeste politiske ulighed«. Forfatningen ville aldrig kunne vinde
styrke, thi »styrken ligger i at dens majoritet har styrke og at dens
flertal er landets flertal«, men der vil fremkomme en absolut mod
sætning mellem »det store folk som står udenfor og det lille folk,
som man prøver på at gøre til et politisk folk«.GOgså
Carl Ploug
talte imod den skarpe census og fremhævede »hvilken uforholds
mæssig indflydelse embedsstanden ville få ved valgene, og dens
afhængighed af regeringen gjorde det netop ganske utilrådeligt at
give den særlige politiske privilegier«. Ministrene måtte naturligt
nok forsvare fællesforfatningen. I Neergaards ofte citerede værk
skriver han, at premierminister
P. G. Bang
rettede det kraftigste
angreb på den almindelige stemmeret som siden grundlovens gi-
velse er hørt i nogen dansk rigsdag og priste udkastets valgsystem
som et i sig selv fyldestgørende og retfærdigt. De klasser hvem valg
retten skulle forbeholdes var dem, der havde virket mest for landets
udvikling, »når I overlader dem at vælge, så ville de sende mænd,
som ville tjene friheden med bedre evne«. Skulle fællesforfatningen
bygges på et demokratisk repræsentationssystem, ville snart alle
andre klasser blive forurettede til fordel for almuen. Man ville
måske, fortsatte han, sige, at rigsdagens handlemåde hidtil ikke
171