187 / 239
R I G S R Å D S V A L G E T 1 8 5 6
sindrig, at den langt overgår min forstand, men jeg vedkender mig,
at i mine øjne er den kun pudsig, for mine øjne er den et tallotteri,
og som jeg mener et spil på første bestemte udtræk, som ellers ag
tedes for det mest forvovne«.20 Kun matematikeren, professor
Adolph Steen
forstod, karakteristisk nok, at vurdere valgmetoden
positivt. Heri var
Tscherning
i og for sig enig, men han mente
»ikke den var brugbar nu, fordi vi ikke var modne til den«.21
Fra Andræ’s side foreligger der ingen udtalelser om valgloven i
rigsdagen i 1855, ^ørst 1 ^ 6 3 og 1866 fandt han i forbindelse med
de daværende forfatningsreformer anledning til at imødegå for
skellige misforståelser om hans valgmetode. Det bør nævnes, at han
under forhandlingerne i rigsrådet i november 1863 om lovforslaget
om den nye valglov til Novemberforfatningens rigsråd meget stærkt
kritiserede 1855-loven og betegnede denne som højst ufuldkommen
og ufuldstændig. Særlig kritiserede han, at landet var blevet ind
delt i valgkredse, dermed var nemlig den ret, som alle vælgere i
hele landet skulle have til at slutte sig sammen i grupper blevet
stærkt begrænset. Han var ligeledes principielt modstander af reg
lerne i valglovens §§ 24 og 25 om hvorledes der skulle forholdes,
når det ikke kunne opnås at få det forudbestemte antal kandidater
valgt med fuld kvotient. Han ville foretrække et »flydende« antal
mandater, alle valgt med fuld kvotient.22
Den, der måtte ønske yderligere oplysninger om den Andræ’ske
forholdstalsvalgmådes tilblivelse og dens modtagelse både i den
danske offentlighed og blandt udenlandske skribenter, henvises til
den af C. G. Andræ’s søn, Poul Andræ, udgivne over 300 sider
store bog: Andræ og hans Opfindelse Forholdstalsvalgmaaden, 2.
forøgede udgave, København 1907.23
Et udførligere referat af Poul Andræ’s store bog falder uden for
denne artikels rammer, men da spørgsmålet om Andræ’s patemitet
til forholdstalsvalgmåden har været noget omdebatteret, skal her
1 8 5