17 / 110
bebyggelse i forrige århundrede sprængte dens
århundredgamle rammer.
Det var i 1856, at København nedlagdes som fæst
ningsby og de militære skildvagter ved byportene
inddroges. Samme år nedreves Nørreport og året efter
de tre andre porte, som alle erstattedes af brede veje
tværs gennem befæstningen. Byens udvikling og vækst
i de følgende år bevirkede, at store strækninger af det
gamle voldterræn jævnedes med jorden
og
bebyggedes, men enkelte afsnit lykkedes det at bevare
som parker, der siden har været til gavn og glæde for
befolkningen i den indre bys snævre og mørke gader.
Udenfor volden lå det såkaldte demarkationsterræn,
der strakte sig til Jagtvejen og Falkoneralléen, hvor det
siden 1810 af militære grunde havde været forbudt at
bygge grundmurede huse, men efter at dette i 1852 var
blevet indskrænket til området mellem byen og Søer
ne, tog bebyggelsen af brokvartererne et vældigt op
sving, fremmet af den indvandring til hovedstaden,
der fandt sted i disse år som følge af de mange nye
industrier, der så dagens lys. Medens indbyggerantallet
i København i 1860 således kun var på lidt over
155.000, var dette i 1890 steget til knapt 313.000 —
altså en fordobling i løbet af kun tredive år.
I den indre by bebyggedes Gammelholm, efter at
flåden i 1859 var blevet overflyttet til Nyholm, men
ellers skete der ikke store forandringer. De samme
snørklede og smalle gyder og stræder, som i århundre
der havde spundet deres net mellem hovedgaderne fik
store dele af byen til stadig at virke som en helt
middelalderlig stad. Heller ikke blev der gjort alvorlige
14