22 / 110
imidlertid af deres fald. I 1607 havde Christian IV
således hævdet, at urenligheden i kvarteret omkring
Østergade og Højbrostræde skyldtes, at de ikke havde
fald ned mod Stranden, og det derfor ved heftige regn
skyl var vanskeligt at komme fra den ene gade til den
anden.
Mange af rendestenene var foret med træ, og i 1647
fik byfogden ordre til at lade dem rense og dække de
rendestene, der lå på tværs af gaderne, med brædder.
Trods gadernes dårlige tilstand var der adskillige,
som i høje toner priste byens fortræffelighed og blandt
disse ingen ringere end fyrst Christian den Yngre af
Anhalt, der under et besøg i Danmark 1623 i sin dag
bog bl.a. bemærkede, at »byen har vel snævre gader,
men dog smukke huse . . . den har et lystigt udseende
udefra på grund af de mange tårne og smukke
bygninger, og kongen giver indbyggerne stor beford
ring og fremme for deres håndtering, hvorfor han også
er elsket meget af disse undersåtter«5).
Trods den rosende omtale af byen var brolægningen
vedblivende slet, ujævn og besværlig at køre på, og det
gjorde ikke dens tilstand bedre, at borgerne benyttede
gaderne som losseplads. Ælte om vinteren, støv og
snavs om sommeren var københavnernes lod, når de
bevægede sig i byen. Derfor må det have været en
blandet fornøjelse både at være tilskuer og deltager i
det store, festlige og prægtige kroningsoptog fra slottet
til Frue Kirke i anledning af Frederik II’s kroning
1559, selv om gaderne var strøet med blomster og
grene »som om man gik i en lystig skov«6). Gadernes
smuds må også have generet deltagerne i Christian IV’s
19