21 / 110
1581 befalede kongen, at der årlig skulle afholdes syn
over alle kælderhalse, bislag, skure og boder, som var
bygget »udenfor tagdryp«, og at nedbryde dem, der
var bygget i gader, hvor to vogne ikke kunne passere
hinanden, med mindre ejerne kunne opnå en overens
komst med magistraten om at betale en mindre leje af
dem. Betingelserne skærpedes yderligere
1602
.
Der synes i det hele taget at have været en vis
modsætning mellem magistratens og borgernes opfat
telse af gadernes anvendelse og vedligeholdelse. 11581
pålagdes det borgerne, »at de holde gaderne for deres
huse og gårde smukt jevnt brolagte«. Dette synes dog
ikke at være sket, for otte år senere i
1589
beklagede
kongen sig til magistraten over deres tilstand.
Brolægningen var ujævn og lå højt på den ene side,
men lavt på den anden, »somme steder også en sten
eller flere liggende over hverandre, at man med stor
besværlighed må fare derover, undertiden også vogne
sønderbrydes, når den ene møder den anden og må
vige hverandre udi sådanne ujevne veje«3f Det kunne
undertiden ligefrem være forbundet med livsfare at
køre og ride på byens gader, og når det derfor i en
forordning om deres renligholdelse
1620
hævdes, at
dette ikke ville kunne gennemføres, med mindre den
gamle brolægning blev brudt op og erstattet af en ny,
hvor begge vejsider blev brolagt samtidig, så ville dette
også kunne komme trafiken til gode4). Midt i gaden
skulle der lægges en række »rygsten«, hvorfra brolæg
ningen på begge sider skulle skråne ned mod rendeste
nene, der skulle kunne optage nedbøren og gadernes
skarn. I hvor høj grad dette kunne ske, afhang
18