ByOgTrafikGennem700År

ÅRHUNDREDER I SØLE OG ÆLTE

Som i oldtiden bestod i middelalderen og helt op i

1700-tallet de fleste mindre veje blot af nogle få hjul

spor, der, efterhånden som de blev slidt dybere ned i

jorden, forrykkedes snart til den ene, snart til den

anden side. Meget bedre stod det ikke til med de store

hovedveje, der forbandt de enkelte landsdele med

hinanden. I tørre somre hvirvledes støvet op omkring

de kørende, og om vinteren sank vognene tit så dybt

ned i mudder, at det kunne være vanskeligt at få dem

op igen. Det er derfor næppe noget enestående

tilfælde, Saxo beretter, at i vinteren

1176

, da bønderne

kørte forsyninger af levnedsmidler til ledingskibene

frøs vejens mudder til is omkring fælgene, således at

vognene ikke kunne køre. Der er heller ingen grund til

at tro, at forholdene i byerne var meget anderledes. De

fleste veje i disse har sikkert blot været smalle stier

mellem husene, og indbyggerne har sandsynligvis haft

alt for travlt med af skaffe familien det daglige brød til

at kunne afse tid til at udbedre dem. Det gavnede na

turligvis ikke deres tilstand, at svin og høns de fleste

steder færdedes frit mellem husene og rodede jorden

op. End ikke i København, der nød godt af Roskilde

bispernes bevågenhed og senere som kongens by blev

rigets hovedstad, anstrengte man sig synderligt for at

gøre vejene bedre egnet til kørsel. De værste ulemper

afbødes i almindelighed blot ved at belægge vejbanen

med risknipper og udfylde huller med strandgrus for at