32 / 168
30
ham med nænsom Haand dække Renden med en Pels af varm,
dampende Gødning for at hindre den i at fryse til, og naar det
skylregnede, forsømte han sjældent at kaste
Rendestensbræt terne
til Side, saa Vandet frit kunde tage sin Flugt. Galt var det, naar
disse Planker manglede, men i mangfoldige Tilfælde betød de
forslidte, halvraadne og hullede Rendestensbræ tter kun en tvivl*
som Fordel for de spadserende; thi hvad v a r — som Tode skrev
—vel Grunden til, at de fastgjordes paa saa vidt forskellig Vis,
hist ved Jernklammer, hvorpaa man let stødte sig, her ved grove
Kæder og Ringe, paa hvilke Fødderne fik en U lykke? »Med
hvilken Angest maa ikke en stakkels Podagrist træde paa saa*
danne Fortouge for at undgaa et Anstød, der farer som elektrisk
gennem alle sine Knuder, ja gennem Marv og Ben?«7")
Forbitret vendte P. A. Heiberg sig mod den Uskik at kaste
Dækfjælene op paa Fortovet, en Foranstaltning som maatte til*
skrives hemmelige Aarsager, da Følgen kun er, »at den ene af
de igennem Sneen opstaaende Jærnhager kan gribe fat om de
Forbigaaendes Fødder og kaste dem over Ende«, medens den
i den modsatte Ende af Brættet anbragte Hage havde den Mis*
sion »at lemlæste eller efter Omstændighederne at dræbe«
Ofrene. »Alene i Myntergade, denne lille og ubetydelige Gade,
kunde man i Frostens Tid tælle 47 saadanne opstaaende Fod*
angler eller Morderjærn, hvoraf man kan slutte, hvor overmaade
let det er at blive lemlæstet i denne Gade«, særlig naar Belys*
ningen om Aftenen var saa ussel som Tilfældet; thi det turde
være — »en uomstødelig Sandhed, at Lygter, hvori in tet Lys
brænder, umuligen kan advare de Forbigaaende om deres
Fare«.71)
Og som Rendestensbrætterne buldrede hult under Fodgæn*
gernes Saaler paa Fortovene, gav de ustandseligt Genlyd i Bla*
denes Spalter. Hvilken Mængde af Tryksværte har de ikke
kostet i Aarenes Lob, ja hvad skulde Dagspressen i Frederik
V I’s Dage vel i Grunden have grebet til, om den ikke i de evinde*
lige Besværinger over vantrevne Rendestensfjæle havde haft en
uudtommeligKilde at øse af? Thi langt op i vore Bedsteforældres
Tid var Rendestenene med deres møre, vippende Dæksler uad*