BerlingskeTidende

135

»Vi toge af Forlæggerne en hellig Forsikring om

deres Taushed i at fordølge vore Navne. Det er ogi

saa det, vi af Læserne ville have os udbedet, at vi maa

være dem ubekiendte, for desto bedre at kunne tiene

dem til Fornøyelse.«

»Det er ikke fordi vi skammer os ved et Arbeyde,

som lærde Mænd ofte har giort og giøre sig en Ære

af at tiene deres Landsmænd med. Det er ikke fordi

vi agte ringe om den Ære at være bekiendte af gurn

stige Læsere. Men kan vi vente andet, end at jo vore

Efterretninger ogsaa ville falde i de ugunstiges Hæn?

der? I Henseende til dem skulde det giøre os ont,

om vore blotte Navne skulde maaske blive nok til

at spilde den Nytte og Fornøyelse, de ellers maaske

kunde finde ved at læse lærde Efterretninger, der ville

blive dem saa meget mere uskyldige, som deres For*

fattere er dem mindre bekiendte.«

»Er en Forfatters Skrift, hvis Roes og Berømmelse

det er dem meget om at giøre, bleven censureret i en

anden og ringere Tone end de havde ønsket, saa lade

de sig nu nøye med at beklage Skribenten, der er fab

den i saa slette Dommeres Hænder, og holder det

ikke Umagen værd ved Forbitrelse, Had og Forfølgelse

at forsynde sig imod en Recensent, som man ikke

kiender, der altsaa for sin begangne Forbrydelse ikke

kan skades, i hvor meget man end vilde anfægte ham«...

»Dette maae vi dog herved erindre, at man ikke skal

savne den Person, som vil staae til Ansvar for alt,

hvad der skrives, naar han af Vedkommende dertil

paa en lovmæssig Maade udfordres, lad være han

selv ikke befatter sig med nogen Recensions Udar^

beydelse. Saaledes naaer man endda det, man ønsker,

at Forfatternes (b: Medarbejdernes) Navne stedse kan

blive ubekiendte, da Vedkommende (den ansvarha? vende