135
»Vi toge af Forlæggerne en hellig Forsikring om
deres Taushed i at fordølge vore Navne. Det er ogi
saa det, vi af Læserne ville have os udbedet, at vi maa
være dem ubekiendte, for desto bedre at kunne tiene
dem til Fornøyelse.«
»Det er ikke fordi vi skammer os ved et Arbeyde,
som lærde Mænd ofte har giort og giøre sig en Ære
af at tiene deres Landsmænd med. Det er ikke fordi
vi agte ringe om den Ære at være bekiendte af gurn
stige Læsere. Men kan vi vente andet, end at jo vore
Efterretninger ogsaa ville falde i de ugunstiges Hæn?
der? I Henseende til dem skulde det giøre os ont,
om vore blotte Navne skulde maaske blive nok til
at spilde den Nytte og Fornøyelse, de ellers maaske
kunde finde ved at læse lærde Efterretninger, der ville
blive dem saa meget mere uskyldige, som deres For*
fattere er dem mindre bekiendte.«
»Er en Forfatters Skrift, hvis Roes og Berømmelse
det er dem meget om at giøre, bleven censureret i en
anden og ringere Tone end de havde ønsket, saa lade
de sig nu nøye med at beklage Skribenten, der er fab
den i saa slette Dommeres Hænder, og holder det
ikke Umagen værd ved Forbitrelse, Had og Forfølgelse
at forsynde sig imod en Recensent, som man ikke
kiender, der altsaa for sin begangne Forbrydelse ikke
kan skades, i hvor meget man end vilde anfægte ham«...
»Dette maae vi dog herved erindre, at man ikke skal
savne den Person, som vil staae til Ansvar for alt,
hvad der skrives, naar han af Vedkommende dertil
paa en lovmæssig Maade udfordres, lad være han
selv ikke befatter sig med nogen Recensions Udar^
beydelse. Saaledes naaer man endda det, man ønsker,
at Forfatternes (b: Medarbejdernes) Navne stedse kan
blive ubekiendte, da Vedkommende (den ansvarha? vende