163 / 288
mere Medhjælpere i hans Virksomhed og var altid rede i Raad
og Daad a/t stø tte dem. Da i 70erne i forrige Aarhundrede
Socialismen begyndte a t faa Indpas her i Landet, fik jeg et be
stem t Indtryk af, at han ikke stillede sig uvenlig i denne Bevæ
gelse. „Jeg kan saa godt forstaa d et“, sagde han en Gang til
Anker Heegaards Hjælpsomhed og Godgørenhed inkskrænker
sig paa ingen Maade ene til hans Funktionæ rer og Arbejdere,
ogsaa over for andre strakte den sig vidt. Mange er de han i
Aarenes Løb har hjulpet og det er vistnok kun meget faa, som
har henvendt sig til ham om Hjælp, der har faaet Afslag, og i
Indre ved In d v ielsen .
hvert Tilfælde saa kun Folk han fandt ikke fortjente at støttes. Hvor
meget sæ rligt de smaa og nødlidende i Samfundet laa ham paa
H jerte, bæ rer hans efterladte Testam ente noksom Vidnesbyrd om.
Ogsaa i levende Live bragte han paa dette Omraade mange og store
Ofre; jeg skal saaledes kun minde om, at han i sin Tid skænkede
baade Grunden og Bygningen til Prinsesse Thyras Asyl paa Nørrebro,
en af de Institutioner han ogsaa højsindet betænkte i sit Testamente.
mig, „Arbejderne er ogsaa Mennesker, og det er ganske rimeligt
de kræver samme Rettigheder og stiller samme Krav til Livet
som vi andre“. Men ganske vist, den Magt Socialdemokratiet i
de senere Aar har faaet, oplevede han ikke, ligesom han ogsaa
under hele sin Virksomhed blev forskaanet for de store Tab og
mange Fortrædeligheder Arbejdsgiverne nu jævnlig fra A rbejder
nes Side er udsat for. —
St. Jo h a n n es K irkens
1(53