166 / 288
med A lt hvad deri fandtes, og over de hellige Handlinger, som
skulle fuldbyrdes der. D erefter forestillede Biskoppen den ud
nævnte P ræ st for Forsamlingen, oplæste Kaldsbrevet og bad en
Bøn for Kongen og det Kongelige Huus. Den sidste Deel af Can-
taten blev da afsunget, hvorpaa Pastor Frimodt fra P rædikesto
len holdt en T iltræ d elsestale; da den var endt, sang Forsam lin
gen en Psalme og Provst Munter læste Slutningsbønnen i Chor-
døren. Dermed var Høitideligheden tilende.
Til den i „111. Tid.“ Nr. 56 givne udførligere Beskrivelse af
Kirken, skulle vi kun føie, a t den synes a t egne sig fortrinligt
til sin Bestemmelse i akustisk Henseende. Det kan ikke noksom
fremhæves, a t denne smukke K irke fornemmelig skyldes Byg-
nings-Committeens utræ ttelige Virksomhed og Iver for F oreta
gendet, der ellers, u ag tet de mange Gaver og Offere, saavel fra
P rivat som fra det Offentliges Side, neppe vilde være blevet ført
tilende paa en saa tilfredsstillende Maade.“
Pastor R. Frimodt.
„ I l l u s t r e r e t T id e n d e “ skriver d. 30te Marts 1879 følgende:
„Den danske Menighed har i disse Dage lidt et tu n g t Tab, der
sæ rligt for Hovedstadens kirkelige Liv og for dettes nuværende
Udvikling i mange Henseender er u erstattelig t. Den 21. Marts
døde efter nogle Dages Sygdom af en hæ ftig Lungebetændelse
Sognepræsten til St. Johannes K irken paa Nørrebro, J e n s C h r i
s t i a n R u d o lf F r im o d t , kun lidt over 50 Aar gammel. Der er
ikke ret mange af de Mænd, som for Ø jeblikket virker i vor
Kirkes Tjeneste, af hvem Savnet i saa vide Kredse vil føles saa
dybt, og vi ere overbeviste om, a t hos enhver, der kjendte ham,
og for hvem christelig Tro og christeligt Liv er mere end en løs
Talem aade eller en tom Skik, har Budskabet om denne Mands
Bortgang frem kaldt en Sorg, der sjæ ldent føles paa denne Maade
uden for dem, til hvem vi ere knyttede ved Slægtskabets eller
det nøie Venskabs Baand.
Mon d ette ikke skulde være begrundet i, a t denne Mand var
saa klar og bestem t udpræget en Personlighed, en af dem, der
selv bragte Lys med sig, og om hvem det derfor var saa let for
alle dem, der overhovedet have Sands for de Forhold, hvorom
der her vil blive Tale, a t danne sig en Anskuelse? Hvad F r im o d t
var og hvad F r im o d t vilde, det forstod Enhver, som kjendte ham
udover den allerløseste Berøring, og det var tilm ed vanskeligt at
komme i Berøring med ham uden tillige at lære ham at kjende.
Hans Frem træden, lys og aaben som den altid var, m aatte gjøre
et stæ rkt Indtryk ved det frejdige, paa samme Tid k raftige og
raske som jævne og ligefremme Væsen, som i en sjælden Grad
var Mandens Natur, og som saa a t sige af sig selv sprang frem
fra hele hans Personlighed, medens man under alt dette strax
saa og bestandigt mere og mere opdagede den dybeste og inder
ligste christeligste Alvor, der ogsaa i Sandhed var den Grundvold,
som bar Manden selv og hele hans Virksomhed og hele hans For
hold til andre Mennesker. Disse Egenskaber m aatte tiltræ kke de
Fleste, og hvor dette var Tilfæ ldet, steg Sympathien snart til
rigtig Hengivenhed og urokkelig T illid ; hvor de derim o1
forstodes, eller mødtes af A ntipathi — hvad der i vore Dag
de mange smaa Rivninger og Adsplittelser selvfølgeli
forefalde — der kunde visselig fremkaldes uvillige og forkå','
Domme om Manden selv og hans Virksomhed, paa samme li d
som Ingen lettelig skulde kunne nægte baade ham og denne sin
Agtelse og i visse Maader sin Beundring. Hvad Frimodt var, en
fuldt og varm t troende Christen, for hvem Troen ikke var Kund
skab og ikke var delvis Tilslutning, for hvem hverken de overle
verede Lærdomme eller Skikke vare Sagens Kjærne, men ikkun
Indfatning om Skatten selv, hvis re tte Væsen ikke er for from
me Talem aader eller til Skue stillede G jerninger, men H jæ rtets
Samfund med og Kjærlighed til den levende Frelser — det var
ogsaa det, F r im o d t vilde; Christendom som en stæ rk og levende
Virkelighed, en virkelig Overbevisning i H jæ rtet, en virkelig
Grundtone i Livet, baade det daglige og det festlige, en virkelig
K raft i Ord og i Handling, baade i Bekjendelsens og i Kjærligs-
gjerningens Form. Det var Fordringen herom, der i dybe og
stærke Toner lød gjennem hans Forkyndelse, og det var For
dringen herom, som prægede hele hans Virksomhed.
Det er først og fremmest gjennem sin Forkyndelse, han har
virket, og det er dens Frugt, der er hans Livs Frugt. Ved den er
lians Navn bleven kjendt, ikke blot over Hovedstaden, men over
hele den danske Menighed. Da han for henved atten Aar siden
blev den første Sognepræst ved den nye K irke paa Nørrebro, og
da a lt udenfor Voldene, lige fra Ladegaardsaaen til Sundet, til
fald t hans Sogn, var det en uhyre Opgave, der blev stillet ham,
ved Ordets Magt at opdyrke et hidtil — hvad Christendom angik
— i saa godt som vild T ilstand henliggende Terrain, og det et
saadant, hvis Indbyggertal kunde forudsiges at ville stige b etyd e
ligt, og som sikkert i den Tid, der er gaaet siden 1861, har mere
end fordoblet sig. I utrolig kort Tid slog den unge, 33aarige
P ræ st igjennem, og en stor, stadigt voxende Menighed samlede
sig om ham, en Menighed, der selvfølgelig havde Medlemmer
rund t omkring fra Byens forskjæ llige Dele, men hvis Stamme og
langt overveiende F lertal var fra de to Broer, hvor hans V irk
somhed, a lt som Aarene gik, træ ngte dybere og dybere ind. Den
ene Medhjælper efter den anden m aatte antages til Embedets
forsvarlige Røgt, og da denne Udvei i Længden ikke var tilstræ k
kelig, eftersom Mangelen laa i a t K irken var for lille, saa delte
han med lige saa stor U egennyttighed som praktisk Sans to
Gange efter hinanden sit Sogn, og først opstod saaledes St. Ste-
fanskirken (indviet 1874), dernæ st St. Jakobskirken (indviet 1878).
Den Indflydelse, som en saadan Virksomhed har haft, lader sig
ikke le t u dm aale; men i sæ rlig Grad fortjener den a t nævnes
som en af de faste Klipper, hvorpaa Socialismens Angreb forgjæ-
ves brød sine Bølger. F r im o d ts Forkyndelse naaede saa vidt
omkring, saa højt op og saa dybt ned i Samfundets forskjæ llige
Lag, fordi den ud fra Ham, som er al christelig Forkyndelses
M idtpunkt, søgte at samle om d ette M idtpunkt og ikke om noget-
somhelst a n d e t; her var ingen specielle Læresæ tninger, som skulde
føres igjennem, eller individuelle Anskuelser, der skulde gives Kurs.
Det var bestandig det Ene og Samme med den personlige E rfarings
hele Vægt og med en brændende Tros aarvaagne N idkjærhed.
Vi have ovenfor nævnet de to Kirkebygninger, hvis re tte Grund
lægger han maa siges at være, og navnlig var den Varme og Kraft,
hvormed han satte A rbejdet for Kirken paa Østerbro igang, et
opmuntrende og sjæ ldent Exempel paa, hvad der ogsaa i vor Tid
kan udrettes i christelig Aand, n aar det bæres frem paa rette
Vis: i Løbet af nogle faa Dage var, som det er i frisk Minde,
Foretagendet sikret. Ved Siden af disse Bestræbelser har han
for Hovedstadens Vedkommende i en lang Aarrække væ ret Sjælen
i den Virksomhed, der om fattes under Betegnelsen „den indre
Mission“, som hvis Grundlægger herinde han betragtede en af
sine ældre Venner, Pastor Biædel, hvem han bestandig erkjendte,
at han fra sine unge Aar skyldte overordentlig meget. Vi skulde
ikke dvæle ved „indre Missions“ forskjæ llige Bestræbelser, saa
meget mindre som den nylig udgivne Aarsberetningfor 1878 gjør
udførlig Rede for, hvad der hidtil er naaet.
Om hans ydre Livshistorie skal her kun tilføies nogle faa Ord.
Han var født Juleaften 1828 paa Birkendegaard ved Kallundborg,
hvor hans Fader, der var Godsforvalter paa Lerchenborg, havde sin
Bolig. Han blev Student i 1848 fra Borgerdydskolen paa Christians
havn, og theologisk Candidat i 1854. E fter i nogle Aar at have
|^æ re I 'rer i Borgerdydskolen, blev han Adjunkt i Sorø, og her
?iglei i
in i 1857 H enrik Nicolai Clausens æ ldste D atter Sofie,
med i
i og med deres sex Børn han harlevet det lykkeligste
Famil •
Den 25de August 1861 blev han indsat som P ræ st ved
d n s
lag indviede Johanneskirke. En alvorlig Sygdom tru
ede
Aar siden hans Liv, men Gud sparede ham, og et
Opho
.en gjengav ham hans K ræfter. Af literaire A rbejder
har 1.
udgivet lidet, da hans Virksomhed ikke forundte
ham 0
.il; „Tyve Prædikenej
a 1867), der efterfulgtes af
„Nogh
.kener fra Trinitatisti«
(1871), turde vel være det
eneste
irende Betydning.
At h
ldt St. Johanneskirken
en levende og bekjendende
Menig1
/g at have frem kaldt Opi
sen af St. Stefanskirken og
af St.
bskirken, i en Række af
r a t have b aaret „den indre
Missk
. Kjøbenhavn og at have lede,, den ind i Spor, der allerede
have
:t
til megen Fremgang — ogunder a lt dette at have vej
ledet urøstet og styrket mangfoldige Sjæle, a t have væ ret saare
mege for saare mange, det er Frimodts Livsgjerning, og den skal
mindes med stor Taknemmelighed, idet vi vel vide, at vi ikke
træffe hans Tanke bedre, end naar vi rette Takken ikke til ham
selv, men til den Herre, som var stæ rk i hans Skrøbelighed, hvem
han tjen te saa inderligt og u træ ttelig t, men hvem han ogsaa saa
ofte længtes efter at skue Ansigt til Ansigt.