164 / 288
Liberal i sine Anskuelser var Anker Heegaard ogsaa i politisk
Henseende, men iøvrigt ikke nogen ivrig Politiker. Oprindelig
hørte han til det nationalliberale P a rti; men da dette mere og
mere blev reaktionæ rt, fjernede han sig fra det, uden dog helt
at slu tte sig til V enstrepartiet, i hvilket han, den københavnske
Borger og store Industridrivende, maaske saa et i for høj Grad
ren t og b a rt Landboparti. I Begyndelsen af 70erne i forrige
Aarhundrede sluttede jeg mig straks til det da først i København
begyndende Oppositionsparti, og bidrog efter Evne m it til at
fremme Yenstres Sag i Hovedstaden. Dengang i København at
være kendt som Venstremand, var alt andet end behageligt, ugle
set som man var snart af alle. Flere, ja vel de fleste, af mine
Slægtninge og tidligere Yenner tog mig dette i høj Grad ilde op
og lod mig paa forskellig Maade mærke det, enkelte brød end
ogsaa helt Omgang med mig. Men i Anker Heegaards Optræden
overfor mig var der ikke Spor af Forandring, og da jeg engang
ligefrem rettede et Spørgsmaal til ham herom, svarede han:
„Enhver maa i Politik have Ret til at følge sin Overbevisning,
det kunde aldrig falde mig ind at fordømme nogen, fordi han i
politisk Henseende eller i andre Retninger ikke deler mine An
skuelser. Jeg handler altid efter min Overbevisning og samme
Ret indrømmer jeg andre“. Som Anker Heegaard heri behandlede
mig, stillede han sig ogsaa overfor andre af Oppositionens Mænd;
jeg har saaledes i disse Aar i hans Hjem væ ret Gæst sammen
med C. Berg, den Mand, der i de Tider mere end nogen anden
stod i Ugunst og var lagt for Had i det københavnske Bour-
geoisie. —
At en Mand med det H jertelag Anker Heegaard var i Besid
delse af m aatte være en god og kæ rlig Æ gtefæ lle for sin Hustru
og Fader for sine Børn, er en Selvfølge. Men ogsaa sin øvrige
Slægt om fattede han med den største Velvillie, og hvor der var
Trang til Stede, traad te han stedse hjæ lpende til og det ikke
paa nogen karrig og smaalig Maade. Flere af Slægten paa hans
og hans Hustrus Side havde i A arrækker noget nær hele deres
Underhold fra ham. Sikkert har han af sin Hustru tag et Løfte
om, at hun, hvis han døde først, fremdeles ydede disse Slægt
ninge den samme Hjælp, de havde faaet af ham, et Løfte hun
æ rligt holdt, og gennem sit efterladte Testam ente har han sør
get for at deres Frem tid ogsaa efter hans og hans Hustrus Død
blev betrygget. —
E thvert Samfund maa ønske sig mange Borgere som Anker
Heegaard, og enhver Slægt kan være stolt af blandt sin Med
lemmer at tæ lle en Mand som han. Men derfor bør ogsaa Min
det om ham, først og fremmest da i vor egen Slægt, gennem
lange Tider bevares med pietetsfuld og taknem lig Kærlighed,
Agtelse og Ærbødighed, og kæ rt skulde det være mig, om jeg
gennem denne korte Levnetsskildring af ham har kunnet yde
m it Bidrag hertil. —
Firm aet var allerede fra 1. Januar 1884 af A n k e r H e e g a a r d
overdraget til hans 2 Sønner: L o u is H e e g a a r d , M. A. H e e
g a a r d og hans Svigersøn B jø rn S te p h e n s e n .
I 1898 solgtes Fabriken i B laagaardsgade til Københavns Kom
mune, og den der drevne Virksomhed flyttedes til en ny opført
Fabrik i Lyngbygade (nu Hillerødgade); men denne Fabrik af
hændedes i 1913 til Maskinfabriken „Aurora“, da hele F ab rik a
tionsvirksomheden henlagdes til Fabriken paa Frederiksværk.
E fter M. A. H e e g a a r d s Død (1910) var L o u is H e e g a a r d og
B jø rn S te p h e n s e n Ene-Indehavere, og efter L o u is H e e g a a r d s
Død (1914) indtraadte i hans Sted hans Enke, Fru C a r o lin e
H e e g a a rd , født H a g e r up, som i Ledelsen var repræ senteret af
sin Søn, H. A. H e e g a a r d og sin Svigersøn, H o lg e r S. D a h l.
Den 1. Januar 1918 solgtes hele Virksomheden til A/S. L. L a n g e
& Co., Svendborg, i hvilket den paa Frederiksvæ rk drevne F a
brikation med tilhørende Udsalg i København føres under Navnet:
Anker Heegaards A/S.
Alderstrøst.
Den 14. April 1862 købte H aandværkerforeningen af Handels
gartner J. P. Hansen den store Grund paa 10192 □ Alen foran paa
Nørrebrogade, bag hvilken den da endnu ubebyggede Baggesens-
gade var anstukket, og man tør vel nok sige, at det var alle
Haandværkeres Foregangsmand og bedste Ven i hine Tider, Krigs-
raad J. Lassenius Kramp, der var den virkelige Sjæl i og Ophavs
mand til Ideen.
Men hvem skulde være Bygningens A rk itek t? Der var jo nok
af unge og gamle Æ rgæ rrigheder, som netop hos H aandvæ rkerne,
hvem de kunde skaffe Arbejde, havde Fortalere nok.
Man behøvede dog ikke a t gaa ret langt, blot sltraas over Ga
den for a t finde den re tte M and ; en Søn af en brav Haandvær-
ker, Snedker Severin Sørensen, var bleven A rk itek t efter en af
Guldmedailler og Rejsestipendier stjernebestrøet K arriere. Det
var A rkitekt Severin Theodor Emilius Sørensen, som havde gaaet
i Lære hos selveste Bindesbøll og opført den ny Johanneskirke.
Han stod i nær Forbindelse med Johanneskirkens unge og højt-
skattede P ræ st Rudolf Frimodt, og det var givet, a t disse to Ka
paciteter i Forening var de re tte Mænd til at skabe Alderdoms
hjemmet for Haandværkere.
A rkitekt Sørensen døde 5. Maj 1867, og fik ikke Lejlighed til
a t opfylde de Forhaabninger, der knyttedes til hans Kunst e fterat
Johanneskirken og A lderstrøst var opført, men bedre og dygtigere
Minder om sin Kunst kan ingen Kunstner ønske sig.
St. Johanneskirken.
Om S t. J o h a n n e s k i r k e n p a a N ø r r e b r o s k r i v e r I l l u s t r e
r e t T id e n d e 21. O k to b e r 18 6 0:
„Naar St. Johanneskirken paa Nørrebro, u ag tet sine ringere
Dimensioner, dog fra flere af Omegnens Spadsereveje gjør sig
gjældende ved sit maleriske skjønne Udseende, da er det in te t
Under, at Opmærksomheden alt længe, saavel i Skrift og Tale
som i Lithographie og Tegning, har væ ret henvendt paa denne
Bygnings Ydre, og at mange lokltes did til en nærmere Besku
else af disse saa simple, men dog saa smukke og harmoniske
Bygningsformer, der ved den eiendommelige hjemlige Charakter,
der gaar igjennem det Hele, absolut maa tiltale Enhver, der har
Sands for vor skjønne monumentale K irkearchitektur.
Man vil erindre, a t denne K irkes Tilblivelse skyldes en Deel
agtede Medborgere paa Nørre- og Østerbro, der efter disse For
stæders mægtige Udvidelse følte dyb T rang til et Guds Huus i
større Nærhed end T rinitatis K irke i Kjøbenhavn, og som til Af
hjælpning af denne Trang ved en offentlig Forsam ling valgte en
Bestyrelse, bestaaende af Justitsraad Vroblewski, Kammerraad
Feilberg, Doctor Knudsen, Assessor Glahn og F abrikant Petersen,
hvilken Bestyrelse d erefter paa Regeringens Vegne tiltraad tes af
E tatsraad, nuværende Justitsm inister Gasse.
Denne Bestyrelses rastløse Iver ved Samling af milde Gaver og
ved andre Foranstaltninger til Øiemedets Fremme i Forbindelse
med den af Pastor Rafn skænkede betydelige Gave af 9,000 Rdl.,
gjorde det muligt, a,t Opførelsen af det attraaed e Guds Huus
kunde paabegyndes i Foraaret 1856, hvorefter Grundstenen af
Hans M ajestæ t høitideligen nedlagdes med de Ord: „Til Ære for
Gud og Opbyggelse for Menigheden“.
Ved fortsat Iver og Interesse har den nævnte Bestyrelse under
mange Gjenvordigheder nu bragt Sagen saavidt, at K irken staar
fuldendt, hvad det Ydre angaar, med en udvendig Længde af
70 Alen imellem Murene og en Brede af 40 Alen i Korsfløiene,
medens den øvrige Brede er 2772 Alen, hvoraf en Sidegang paa
hver Side optager 5 Alen. Foruden det rummelige Chor — under
hvilket er anlagt en hvælvet Krypt til V arm eapparatet — findes
i T ilslutning til dette et Sacristi paa hver Side, og foran ved
T aarnet, der med sit Spir har en Høide af 150 Fod, er der anlagt
et Capel til hver Side med egen Indgang.
Hvad det Indre angaar, da er det nu saavidt fremmet, a t vi
med god Grund tør opfordre Enhver til ogsaa at tage dette i
Øiesyn, og vi ere overbeviste om, at neppe Nogen skal føle sig
skuffet i sine Forventninger. Naar man nemlig efter det Ydre
skulde være tilbøielig til at vente sig mindre, eller ikke betyde
lige, Dimensioner, da bliver man behageligt overrasket ved at
træde ind i et imponerende, lyst og prægtigt hvæ lvet Rum, hvil
ket vi have forsøgt at gjengive i omstaaende Tegning, saaledes
som det vil vise sig, naar det er fæ rdigt til Afbenyttelse.
Mellem gothiske Spidsbuer ere Hvælvingerne opførte med frem
springende Ribber i ziirlige Kors- og Stjerneformer, der hvile
paa Søilebundter af imponerende Dimensioner. Hovedskibet med
sine Korsfløie og det o ttekantede Chor er et saa harmonisk af
slu ttet og skjønt opløftende Hele, at man ved a t betræde dette
Tempels Indre uvilkaarligt føler sig hensat i en blid og høitide-
lig Stemning.
164