53 / 112
50
saa lidt af sin Autoritet. Kunde man im idlertid i'aa o p
d ra get en S læ gt ud en en saadan Strafiem aade, er der jo
stor San d syn ligh ed for, at den komm end e G eneration o g sa a
i H jemm et vilde afsk affe P ryglen e.
indtil dette sker, o g indtil et intim t o g h j e r t e l i g t
Sam arbejde finder Sted m ellem H jem o g Skole, vil d et
sikkert væ re et v o v e lig t Skridt for d e an svarlige M yn d ig
h ed er helt at g iv e Slip paa S k o le n s Ret til korporlig R ev
selse. M en d en n e kan indskræ nkes til d et m indst m ulige,
o g der kan sæ ttes d e n øjeste G rænser for d en s U d ø v else.
D ette er sk et i d en nu gæ ld en d e instruks af 1— 9—
1909, hvor d et hedder, at le g em lig Straf k a n an v en d es i
alle d e T ilfæ lde, som man under e e t vil kunne kalde for
on d sind et, b ø lle a g tig Adfæ rd: f. Eks. v ed Vold, Dyrpla
geri, O p sæ tsigh ed , gro v U red elig h ed etc.
R ottingen afsk a ffes til G un st for et tyndt Spanskrør,
o g d et „maa væ re Læreren sæ rd eles m a g tp a a lig g en d e at
anvende det saa sjæ ldent som m u ligt o g kun, naar han
ikke har n o g e t H aab om ved andre M idler at kunne formaa
d et p a a gæ ld end e Barn til at ophø re m ed sin strafbare Ad
fæ rd.“
I en F ø lg esk riv else til denne instruks, som D irektionen
ud sen d er et Par M aaned er sen ere, hedd er det, at man i
andre Lande har paabudt, at leg em lig A fstraffelse skal fore-
gaa i in sp ek tøren s eller en (æ ldre) K ollegas Næ rvæ relse,
tor at man derved m u lig kunde undgaa de b ek la g elig e
Stridigheder, der i denne A n ledn in g o fte op staar m ellem
Lærere o g Foræ ldre, o g da en
m u lig O verilelse fra den
straffen d es Side d erved m aask e
kunde und g aas.
Herfra har D irektionen im idlertid ta g et b estem t Afstand,
da d et ikke alene vild e blive u b e h a g elig t for en tilkaldt
Lærer at overvæ re en saadan A fstraffelse, hvis F orhistorie
o g B erettigelse han ikke som d et p a a gæ ld en d e Barns Kam