150 / 362
CONELICTEN MED HØEDT.
1 3 3
Men her viste sig atter Heibergs ulyksalige Angst
for at give Slip paa Noget a f sin Myndighed; thi det,
der kunde være at tabe, ved at lade Hamiets Op
førelse staa hen, var i og for sig ikke meget; naar et
Arbeide a f den A rt skal søges holdt stadigt i Reper
toiret, ligger det i Sagens Natur, at det kun bør og
kun vil kunne gives nogle faa Gange i hver Saison
— saaledes v a r det ogsaa i de to forudgaaende
Saisoner.
Det er dernæst, om det end maa indrømmes, at
Høedt formelt havde Uret og Heiberg formelt Ret, et
stort Spørgsmaal, om Forholdet reelt betragtet, fra
et kunstnerisk Standpunkt, ikke var omvendt.
Naar Overskou Side 14 8—49 anfører, at Heiberg
med ægte kunstnerisk Følelse aldeles ikke vilde gaa
ind paa den Mening, at naar tre fire Hovedroller blive
godt og adskillige B iro ller ret taaleligt besatte, saa
kunde man nok slippe anstændigt ud a f det; — og
naar Overskou fremdeles citerer følgende Ord a f Hei
berg selv: „jeg v il ikke tilstede, at der under min
Bestyrelse kommer noget paa Scenen, som je g forud
maa være overbevist om at ville komme til at gaa
slet,u — hvorledes kunne da slige Grundsætninger
forenes med Heibergs Besættelse a f Aandens og Dron
ningens Ro ller? kunde Heiberg tro eller mene, at
Hamlet skulde faae nogen forøget Interesse i Publicum
ved, at Nielsen og F ru Nielsen ombyttedes med
Hr. Fe rslev og Frøken Muller? — og naar Overskou
Side 203 taler om, at Nielsens A fgang havde bragt et
betydeligt Antal S tykke r ud af Repertoiret, til Fo r
klaring a f de Vanskeligheder, der frembød sig for at
danne et tilstrækkeligt godt Repertoire i Saisonen
1854—55, hvad v il dette saa sige, dersom Nielsen
kunde erstattes paa den Maade som her, dersom det