152 / 362
CONFLICTED MED HØEDT.
1 3 5
Ro lle, kunde man da ikke fristes til at spørge, om
det Hele ikke har været en fra Heibergs Side anlagt
Mine for at sprænge Høedt; og kunde man ikke be
styrkes i denne Tanke, naar man erfarer, at Heiberg,
efter hvad Høedt uimodsagt anfører, havde givet
Høedt at forstaa, at han vilde tale med ham om B e
sættelsen a f Aandens Rolle, og saa hverken taler med
ham om dennes eller Dronningens B e sæ tte lse, — og
sluttelig, hvad skal man tro om H eiberg, dersom han
ikke skulde kunnet indse forud, hvad Enhver, der
var fortrolig med Theatret, vilde indse, hvorledes
Frøken Muller og Hr. F e rslev vilde kunne udføre de
omhandlede R o lle r ? 1) — Dog, hvad Motiv Heiberg
kan have havt til sin Optræden i denne Sag, hvorledes
man end vil bedømme ham ligeoverfor Høedt — E e t
vil ikke kunne negtes, at Heiberg begyndte med,
hvad der efter Forholdets Natur og Theatercoutume
maatte betragtes som en Krænkelse a f F ru Nielsen,
— . og hende burde han, F ru Heibergs, Rivalindens
Mand, fremfor Nogen vogtet sig for at krænke; —
hvad Heiberg her gjorde, vilde ganske vist ingen
anden nok saa monarchisk sindet Directeur have til
ladt sig — og var hans Fremgangsmaade en Tilside
sættelse a f passende personligt Hensyn til F ru Nielsen,
saa var den sikkert ikke mindre en Tilsidesættelse af
skyldigt Hensyn til Theatrets Værdighed, til Kunstens
Fordringer, thi dette ialtfald har Heiberg ikke kunnet
miskjende, at selv den største Skuespillers Frem
1) I Artiklen i „Det nittende Aarhundrede“ yttrer Dr. E. Brandes,
at Frøken Müller var temmelig ubegavet og liavde en for
Scenen uheldig Skikkelse; denne i en meget mild Form ud
talte Dom var utvivlsomt gjennemgaaende ogsaa det intel
ligente Publicums, og jeg holder mig overbevist om, at
Heiberg selv i sit Hjærte vilde underskrive samme.