153 / 362
1 3 6
CONELICTEN MED W IEHE.
stilling maa tabe i V irkning, naar han kun omgives
a f M iddelm åd igheder, saaledes som v i hyppigt have
seet med de enkelte fremragende fremmede Skue
spillere , der reise om med et Selskab a f lutter Ube
tydeligheder; men Heibergs Fremgangsmaade var til
lige en Insult mod hele Skuespillerstanden; hans ofte
antydede eller dog slet dulgte E in g eag t for Skue
spilleren som Kunstner fik her sin eclatanteste B e
kræftelse — „Skuespilleren 'skal kun være til for at
benyttes efter Eepertoirets Hellighed u !
A t disse og lignende Betragtninger kunde opstaa
ogsaa i Ministeriet under Sagens Behandling, kan ikke
undre; det er forklarligt, at der i de Forhandlinger,
Sagen gav Anledning til, viste sig nogen Sympathi
med Høedt, omendskjøndt Ministeriet officielt maatte
støtte 'Heiberg, som havde d e n f o r m e l l e E e t paa
sin Side.
Heibergs ulyksalige Iv e r for at trodse sin V illie
igi ennem var forunderligt nok ikke ringere overfor Mi
chael Wiehe end overfor Høedt. Man skulde dog troet,
at Heiberg i samme Øieblik, som Explosionen fandt
Sted med Høedt, maatte havt E o og Besindighed nok
til ikke at støde Wiehe fra sig, om ikke a f anden
Grund saa i Betragtning af, hvormeget F ru Heibergs
Virksomhed vilde skades ved at berøves en jevn -
byrd ig næsten uundværlig Medspillende — men n e i!
Heiberg var geraadet i et Autoritetsraseri, der gjorde
ham blind for alt Andet end hans egen Magtfuld
kommenhed , saa at han , der havde et saa skarpt
satirisk B lik for Andre, ikke engang bemærkede, at
han selv stod stærkt Fare for at falde ind mider det
Comiske ved, je g turde næsten sige, puerilt at tage
en Ubetydelighed, lidt Løier fra W iehes S id e , som