168 / 362
CONFLICTEN MED W IEHE.
1 5 1
„ I E fteraaret 1852 vilde je g bringe Øhlenschlægers
„Correggio“ paa Scenen. Høedt var nylig kommen
til Theatret og længtes efter Beskjæftigelse. Da je g
antog, at Giulio Romanos Rolle, som W iehe en eneste
Gang havde spillet med stort B ifa ld ved en Forestilling
til privat Indtægt, ogsaa maatte egne sig for Høedt,
og W iehe desuden allerede havde et saa stort Repertoire,
aftalte je g med begge disse Venner, at Høedt skulde
forsøge sig i Rollen , og de vare begge enige med
mig derom. Neppe vare samtlige Roller til Stykket
uddeelte, før Høedt erklærede, hvad han har erklæret
ved de fleste ham tildeelte R o lle r , at Rollen ikke
passede for ham, a f hvilken Grund han da bad sig
fritagen for den. Intet var nu rimeligere, end at je g
da bad W iehe om at beholde den; men han afslog
det paa det Bestem teste, angav at han havde en
gyldig Grund, men som han hverken kunde eller
vilde sige Nogen, og erklærede, at dersom je g ansatte
Prøver paa Stykket, mødte han ikke, og dersom je g
vilde tvinge ham dertil, vilde han strax begjære sin
Afsked. K o rt efter gjorde han mig en skriftlig Und
skyldning i denne Anledning, men uden at falde til-
føie, og Følgen blev, at S tykket ikke kom paa Scenen.“
„ I indeværende Saison havde je g bestemt at give
Shakspeares: „Ju liu s Cæsar“ , som ikke tilforn har
været opført her paa Theatret. A lle Forberedelser
vare trufne, den Foersomske Oversættelse omarbeidet
og forkortet, Bøger og Roller udskrevne, Rollebesæt
ningen bestemt. E fte r min sædvanlige Fremgangs-
maade at underrette de Betydeligste i Personalet om,
hvilke Ro ller i ældre bekjendte S tykker det er paa
tænkt at tildele dem, for at høre deres Mening derom,
inden Uddelingen skeer, sagde je g Wiehe, at han var
bestemt til Bru tus, som er den vigtigste Rolle i