166 / 362
CONELICTEN MED W IEHE.
1 4 9
hans Hensigt. Men Uovereensstemmelsen') forklares
let deraf, at Wiehe var i Lidenskab, Scene-Instruc-
teuren derimod, som i det Hele er en meget rolig,
human og taalmodig Mand, ikke havde mindste An
ledning til at befinde sig i en exalteret Stemning.
Anderledes forholdt det sig med W iehe, der i den
Grad havde taget Parti for sin Y en Høedt, og var
forbittret over de Forhold sregler, je g havde taget
mod denne, at han næsten befandt sig i en ntilregne
lig Tilstand. Naar han derfor siger (3die Side), at
det var smagløst ved denne Prøve at fordre A lvor
„og uværdigt for voxne Mennesker at opfylde Fordrin
gen“ , saa glemmer han, at hvad der her fordredes a f
ham, var ikke Andet end at opføre sig som et voxent
Menneske og lade Kaadheden fare, hvori han gav sin
Harme Luft.
Thi at han kan indbilde sig selv at
have sagt sine R ep liker „i en munter, spøgefuld Tone“
(samme Side), medens hans Sindsstemning var det
Modsatte a f Munterhed og Spøg, viser hans S e lv
forblindelse i denne Sag. Og naar han ligeledes siger,
at han „ikke foretog sig Andet, end hvad der idelig
skeer paa Repetitionsprøver“ (ib id :), saa har man
heri kun et nyt Bev iis paa, hvorledes selv ærlige
Characterer kunne med et nvitterligt Sophisterie be
smykke de Feil, hvortil Lidenskaben forleder dem.
Thi dersom han, hvad der vistnok idelig skeer paa
Repetitionsprøver, blot havde reciteret sin Rolle uden
alt Theaterspil, saaledes som man læser den op a f en
Bog, vilde der ikke være gjort mindste Ophævelse
0
Uoverensstemmelsen mellem Overskous og Wiehes Beret
ninger er efter livad der foran er bemærket S.
148
, Anmk.
1
,
iøvrigt ikke saa stor, som det efter Heibergs Fremstilling
faaer Udseende af.