60 / 121
58
med Elfenben.
Denne Mesterstykkets Sammensætning, skriver Drejerne
allerede to Aar efter, i 1818, til Øvrigheden, ha r givet Anledning til »en
efter et Skønnende Misforstaaelse« hos Ben- eller Kunstdrejerne, at
de have »Rettighed til at forarbejde alle Sorter Drejerarbejde, især de
mindre Dele, hvorved Trædrejerlaugets Interessenter bedst og lettest
kunne fortjene noget, især den mindre Formuende, da samme kun
udfordrer smaa Materialier«. Lauget ønsker imidlertid meget, at »den
Tvistighed, der i mangfoldige Aar ha r existeret mellem disse 2de for-
skjellige Dreiere dog engang kunde ophøre«, og det foreslaaer derfor,
at Daasen til Skakspillet i Mesterstykket fremtidig forfærdiges af Elfen
ben, hvilket kan ske, naar Spillet gjøres noget mindre og finere end
almindeligt, og at Vasen af Træ afløses af et andet passende Stykke
af Ben, Skilpadde eller Perlemor. Man ansøger desuden Kancelliet
om bestemt at fastsætte, hvilke Slags Arbejder hver af de to Slags
Drejere udelukkende maa forfærdige og vedlægger en vejledende Fo r
tegnelse i saa Henseende.
Myndighederne synes imidlertid baade nu og senere at have
taget det Parti at undslaa sig for egentlige Afgørelser i denne Strid.
Kancelliet svarer i 1819 paa Forslaget om Fastsættelsen af en saadan
Grændse mellem de to Slags Drejere, at det finder det betænkeligt,
da det muligen kunde foranledige nye Trætter, »hvorimod«, tilføjes
der diplomatisk, »at Laugsmestrene, naar de tro sig forurettede af
Kunstdrejerne,
kunne henvende sig til Politiet«.
Dette Svar ha r sikket ikke tilfredsstillet Drejerlauget. En Klage
til Politiet over Kunstdrejerne blev ganske vist strax indgiven, men
den synes ikke at have ført til noget egentligt Resultat. Under Striden
inddroges nu tillige stadig den Omstændighed, at fremmede Kunst-
drejersvende, der ankom hertil, ikke kunde faa Hjælp af Kunstdrejerne,
fordi disse intet Laug havde, men henvendte sig til Lauget, en Sag,
der allerede i 1817 havde givet Anledning til en Skrivelse til Politi
direktionen, da en tydsk Kunstdrejer henlaa syg paa Svendeherberget
uden at faa Hjælp.
I OG UDENFOR LAUGET.
I de følgende Aar har Forholdet mellem Drejere og Kunstdrejere
sikkert stadig været meget spændt, og i Slutningen af Tyverne og i
Begyndelsen af Trediverne gaa Drejerne saa til kraftigt Angreb. F ra
Aaret 1829 foreligger en af
A. G. Lohmann,
der, enten han var Older
mand, Bisidder eller almindelig Laugsbroder, altid var lige ivrig in ter
esseret, affattet Fortegnelse over alle de Drejere eller Ikke-Drejere,
som gik Trædrejerne i Næringen, og deres Antal var unægtelig i Fo r
hold til Laugets Størrelse meget anseligt. Lauget talte nemlig
19— 20