107 / 399
99
af Vækst, var en ualmindelig smuk Dreng, der
tidlig havde m istet sin Fader og blev forkælet
af sin Moder, som ikke kunde holde S ty r paa
hans vilde Sind.
Jeg var altsaa den yngste, men maaske
nok — ved Forholdenes Ugunst — den tidligst
udviklede af os tre. Det morede i alt Fald
Kammeraterne at kalde mig „Gamle“.
Antons Moder havde et Lejebibliotek, hvor
fra Sønnen kunde skaffe os saa mange Ro
maner, som vi ønskede. Min Læsemani smittede
snart de Andre, der var langt større Fantaster
end jeg, og nu blev det til en Regel, at vi
hver Dag samledes en Timestid eller to for at
læse Fortællinger — jo mereeventyrlige jo
bedre! — og derefter fantasere os selv ind i
de fortalte Begivenheder.
En Dag, da vi nede i Kirsebærgangen
havde læst en vældig Ridderroman, var begge
mine Kammerater komne til Begejstringens
Højdepunkt.
„Jeg skulde hare have været i Kongens
S ted !“ — udbrød Anton — „saa skulde de
Slyngler af Hofmænd have faaet noget andet
at vide. Tænk J e r: at have Lov til at banke
7*