108 / 399
1 0 0
dem Allesammen, uden at Nogen turde slaa
ig en !“
„Jeg vilde dog hellere have væ ret den
gamle S tjæ rnetyder“ — sagde Ernst. — „Hvad
siger I om, at kunne gøre Guld og købe alt,
hvad man fik Lyst til? “
„Ja, hvad siger Du, G am le?“ — spurgte
Anton.
„Jeg synes, det havde været morsomst at
være i Hofnarrens Sted, for h a n turde sige
Alt, hvad han vilde, baade til Kongen og
Stjæ rnetyderen og alle de A nd re!“ — mente jeg.
„Var d e t nogen Herlighed at sige Folk
Ubehageligheder?“ — spurgte den artige Ernst.
„Jo det var en ra r Fo rretn ing !“ — istemte
Anton — „Du kan tro han blev ordenlig foset
fra alle Kanter! — Nej maa je g bede om
Kongens Magt!“
„Og jeg om Guldmagerens Kunst — saa
skal Du gerne faa Lov at blive til Nar, Gam le!“
— spottede E rnst, og saa kom vi op at trættes.
Jeg husker det saa godt, for det blev gentaget
Snese Gange bagefter, at jeg „helst vilde blive
til N a r“.
Henad Efteraaret til skiltes vi ad, da jeg
med mine Foræ ldre rejste fra København, og