104 / 399
96
Orden, og skønt han flere Gange blev sagt op,
ignorerede han det fuldstændigt.
Dette Exemplar af „1’homme m achine“ var
ju st ikke noget velgørende Selskab for et Barn
i min Alder, og de enkelte Gæster, der kom,
var det vel heller ikke altid, men dog kan jeg
ikke sige Andet, end at de alle var venlige og
velvillige imod mig. Væ rst for mig var de
mange lange Timer, naar der ingen Gæster kom,
og jeg sad ene i det tomme Lokale, forgæves
ventende paa Besøg, med fuld Forstaaelse af
hele den haabløse Situation, og Ingen — ikke
en Eneste — med hvem jeg kunde tale, end
sige, til hvem jeg kunde betro mine tidlige
Sorger.
Jeg tror ikke, at ret mange Børn, der saa-
ledes som jeg havde Fader og Moder og en
Flok Søskende, har kunnet føle sig saa be
drøvelig ene i deres Fædrehjem, som jeg gjorde
i dette ulykkelige Aar. Min eneste Adspredelse
— T røst kunde jeg jo ikke kalde det! — var
at læse, og jeg læste da ogsaa Løst og Fast,
hvad jeg kunde faa fat i: J o h a n n e s W i ld ts
og L a f o n t a in e s Romaner, S a x o G r a m a tik u s
og S n o r r o S t u r l e s e n , S u h m s Danm arks
historie i 14 Kvartbind, og jeg ved ikke hvor