102 / 399
94
. ogsaa kan lyde, tror jeg uden Overdrivelse
at kunne sige: Det var mig, der kom til at
føle dens T ryk haardest. Min Moder var fuldt
optaget af sine Børn og sit Køkken, og m in
Fader søgte, med sin sædvanlige Færdighed i
at gaa af Vejen for det Ubehagelige, saa vidt
muligt at lukke Øjnene for den uundgaaelige
Ruin og at fordybe sig i sine Experimenter og
Opfindelser. Det var kun sjælden og ugerne
Nogen af dem viste sig i Lokalet. Med en
forunderlig sløv Tillid overlod de til mig — den
lille Dreng — at tage mod Gæsterne, besørge
deres Rekvisitioner, modtage Betaling, markere
for de Spillende og spille med de Enkelte,
der ikke havde Medspiller. Selvfølgelig blev
Besøget mindre og mindre, og til S lutning
indskrænkede det sig til et P ar smaa Klikker,
der mødtes til forskellig Tid og satte P ris paa
at have Lokalet alene.
Saaledes gik der et Aar, hvori jeg tidlig
og silde maatte holde Vagt i Billardstuen. Jeg
blev snart Virtuos i Spillet, og det var en al
mindelig Sport, at S tamgæsterne medbragte
fremmede Spillere, fik dem til at spille med
„den lille F y r “, parerede paa min Haand —
og vandt bestandig. Den egentlige Opvartning