103 / 399
95
blev imens besørget af en halvgammel og halv
forfalden Tjener, der havde en lille Pensjon fra
sit tidligere H erskab og derfor kunde gøre
Tjeneste for Kost og Logis. Det var en under
lig Person, som man aldrig saa drikke og
aldrig traf overlastet, men heller aldrig, end
ikke i den tidligste Morgen, overraskede i
ganske ædru Tilstand.
H an udrettede avto-
matisk, hvad der blev forlangt, havde altid et
lille fedtet Smil paa, og besvarede enhver T il
tale med et velvilligt „Jo—o !“, et „N æ—æ !“
eller naar ingen Bekræftelse eller Benægtelse
passede, et „Hm—m !“ — men saa’ paa samme
Tid saa polisk, næsten intelligent ud, at Ingen
mistænkte ham for at være Idiot. Jeg mindes
ikke, at jeg nogensinde har hørt ham udtale
en Mening eller gøre et Spørgsmaal, og spurgte
man h am om Noget, fik man altid det kortest
mulige Svar. Ubehageligheder lod han til slet
ikke at forstaa, og selv var han aldrig ube
hagelig mod Nogen. N aar han ikke havde
Noget at bestille, sad han og saa i Adresseavisen,
og den kunde han være en hel Dag om at
gennemstudere. Af og til forsvandt han uden
at sige et Ord, blev borte en Dag eller to og
kom saa tilbage, som om det var aldeles i sin