106 / 399
Et Forvarsel,
F ra det sidste A ar jeg i min Barndom til
bragte i København husker jeg en lille Scene,
der i og for sig ikke var andet endet end en
Drengepassiar, men ved den Reflex, som de
følgende T ider kastede tilbage paa den, fik en
vis Betydning, som et af de Forvarsler, der
først bliver bemærkede bagefter.
Vi var tre Smaadrenge mellem ti og tretten
Aar, der havde sluttet os sammen i et ret in
timt Kammeratskab.
E rnst, den ældste, var en meget flittig og
artig Dreng, Søn af en Landmand, der for
Skolegangens Skyld havde sat ham i Kost hos
en Onkel.
Han nød en vis Respekt af os
Andre: han havde sit eget Værelse, gik med
Lommeur og var finere klædt end vi.
Anton, den mellemste af Alder men største