101 / 399
93
prægtigt, nyt Billard, fæstet en Markør og en
Opvartningspige — den Gang holdt man endnu
ikke „H e rre r“ til det B rug — og saa „aab-
nede“ man.
Alt gik naturligvis saa galt, som det kunde
og maatte, eller rettere sagt: det gik slet ikke.
Hele Indretningen havde ligesom B a lz a c s herlige
Perpetuum mobile den eneste, men væsenlige
Fejl: at Drivkraften manglede.
I Begyndelsen kom der en Flok dag
drivende Studerende, men efter at de i en
passende Tid havde spillet, spist og drukket
paa Kredit, forsvandt de sporløst. Opvartnings
pigen fandt allerede efter en Maaneds Forløb,
at „Besøget var baade for tyndt og for tarve
ligt — hun havde jo ingen Andre at varte op
end Markøren, og h a n gav ingen D rikkepenge!“
— følgelig gik hun sin Vej, og en Maanedstid
derefter fandt ogsaa Markøren, at Ensomheden
blev ham uudholdelig, og saa takkede h a n af.
Imidlertid havde han dog, for at more sig med
Noget, lært mig sin Kunst saa grundig, at
jeg , før han tog sin Afsked, spillede meget
bedre Billard end han.
Jeg var mellem 8 og 9 Aar, da denne
Misère begyndte, og hvor besynderligt det end-