98 / 399
90
til at tie og taale, hvad der efter min lille
Mening var Overgreb og Fornæ rm elser — men
Striden blev stadig lettere, og længe førend
jeg blev voksen, var jeg endogsaa kommet saa
vidt, at jeg gjaldt for at være usædvanlig kold
blodig. Kun meget faa Gange i mit Liv har
„Fjenden over Ø rerne“ været ved at faa Over
taget; men det har hver Gang kun væ ret nogle
faa Sekunder, hvori jeg følte, at jeg hverken
kunde røre Haand og Fod eller Tunge, og
følgelig hverken forgribe, forløbe eller for
tale mig.
Ved disse enkelte Lejligheder ha r jeg
imidlertid faaet en fast Overbevisning om, at
Frenologens Ord var en Advarsel i Tide, og
at Fjenden kunde være blevet farlig nok, hvis
han ikke var taget i Opvæksten.
E t P ar Snese Aar senere traf jeg Dr.
Otto som gammel Konferentsraad. Jeg fortalte
ham nu Historien om hans Advarsel, men h a n
havde naturligvis ikke Spor af E rindring om
det lille Udbrud, som havde faaet saa stor
Betydning for m ig . Den morede ham imidlertid,
og han forsikrede, at han skulde optegne den.
„Men hvordan gik det med B u len ?“ —
spurgte han.