108 / 652
102
Bidrag' til Københavns Rets- og Kulturhistorie.
hindes oeh hindes børns heste middeler uforsvarligen ud-
practiceret, som siden fra dennem gandske er blefven forvendt
och frakommen, da bør hun for disse hendes høie begangne
grofve gierninger at miste hendis hofved och hendes krop at
begrafves udi heden jord; item hendis hovedlaad at være for
brudt til herskabet, naar først deraf er betalt, hvis hun eller
hendis sal. mand lcand med rette skyldig være, och denne de
16 mænds fordring, som de opsetter til 105 rdlr. 3 mk. och
modereris med denne landstingsdoms bekostning til 26 rdlr.,
sampt och ridefogdens paa Vordingborg slot, Giert Villumsens
paa processen anvendte bekostning, som opskrifves til 32 rdlr.
4 mrk. 8 sk., som for dom- och brefvepenge er udlagt och bør
derfor uden nogen afdrag betales.«
Det ser ud , som om den samme Symbolik også
har været i Brug i Tyskland. I hvert Fald synes et
Par Citater, på hvilke Hr. Professor Dr. M. Pappenheim
i Kiel har gjort mig opmærksom, at måtte forstås under
den Forudsætning. J. Grimm meddeler et Citat fra Glutz-
blotzheim , hvori det om en Forbryder, som skal rad
brækkes, hedder, at man skal go re en G a lge p å
H j u l e t 1), og B runner2) omtaler en frisisk Retsoptegnelse,
hvorefter den flygtende fredløse, som gribes under Fo r
følgningen, skal have Arme og Ben knuste og »med et
Hjul og Galge føres udenfor Havdiget til Stranden«. Det
nævnes i de anførte Citater ikke, hvorledes de omtalte
Galger skal anvendes, men det er sikkert rimeligt at an
tage, at de som Symboler skulle stilles over det på
Hjulet liggende Lig af den henrettede Forbryder.
I den forste3) af de Sager, som nu skal omtales
nærmere, havde L a v r id s L a v r id s e n , Kok, »anholdendes
') Deutsche Rechtsaltertümer, 1. Udg. S. 688, 4. Udg. 2, 666: »auch
einen galgen uf das rad machen.«
2) Zeitschr. der Savigny-Stiftung für Rechtsgesch. Germ. Aht. 11, 67
jfr. Forschungen zur Geschichte des deutschen u. französischen Rechts
S. 449, som dog ikke har været mig tilgængelig.
3) Se »Danmarkis Riges Dombog« 1646, Bl. 7—10.