14 / 795
dog ikke tale om at tilvejebringe en original byret for
Tønder, men alene om en reception af en fuldt udformet
byret — tilmed hidrørende fra udlandet ■— og den over
førtes til Tønder uden småligt hensyn til, om dens en
kelte regler var praktisk anvendelige i Tønder. Bortset
fra Tønder synes der imidlertid kun at være to byer, der
eventuelt kan gøre København rangen stridig som den
første by, der fik meddelt en selvstændig byret, nemlig
Slesvig og Lund. Fra begge disse byer er bevaret private
nedskrivninger af den i dem gældende ret, som frem
træder med et ret arkaisk præg. Om disse tekster er
ældre eller yngre end 1254, lader sig ikke sige med fuld
stændig sikkerhed, selv om sandsynligheden vel nok ta
ler for, at de ligger nærmere ved det 13. århundredes
begyndelse end dets slutning.
Der kan intet påfaldende være i, at Lund •— ærkesædet
og landstingsbyen — og Slesvig, som fra ældgammel tid
havde været en af de vigtigste byer inden for den danske
konges magtområde, og som var udfaldsporten til det
sydlige udland, på et meget tidligt tidspunkt har fået
selvstændige byretter. Den omstændighed, at begge disse
byretter er privatarbejder, viser imidlertid, at de inde
holder retsregler, som i forvejen var gældende, og by
retterne kan således kun betragtes som en fiksering af
den bestående retstilstand. Derimod er det ejendomme
ligt, at København på så tidligt et tidspunkt kan opvise
en selvstændig stadsret, som ikke indskrænker sig til at
fastslå den i forvejen gældende ret, og som indholds
mæssigt adskiller sig ret væsentligt fra de forskellige
byretter, der i løbet af middelalderen blev tilvejebragt
rundt om i de danske købstæder. For at finde forklarin
gen herpå må man kaste et blik på de almindelige inden
rigspolitiske forhold i Danmark på den tid.
Årene efter 1241, da Valdemar II døde, og kronen,
som det blev sagt, faldt af de danskes hoved,2 var som