17 / 795
Den københavnske stadsret af 13. marts 1254
stedt af Valdemar I, hvori han overdrog Havn til Absa
lon — „jure perpetuo possidendum“ — eller til Absalon
og hans efterfølgere som hiskop i Roskilde, ville have
været langt mere effektivt. Under alle omstændigheder
er det klart, at en konge ikke kunne tolerere, at Køben
havn var i hænderne på en biskop, på hvis loyalitet han
ikke fuldtud kunne stole. Betragter man Københavns
historie i de ca. 175 år, som ligger efter Valdemar II’s
død, kan man også se, at styrkeforholdet mellem kongen
og kirken til enhver tid nøje afspejler sig i, hvem der
havde København i sin magt.
Der var imidlertid en anden gejstlig person, som også
i særlig grad blev genstand for Erik Plovpennings vrede
efter mødet i Odense 1245. Det var den højeste gejstlige
i domkapitlet i Lund, domprovsten
Jacob Erlandsen.
Vel havde han ikke deltaget i kirkemødet i Odense,
idet han på dette tidspunkt repræsenterede den danske
konge på det store kirkemøde, som pave Innocens IV
havde indkaldt i Lyon; men her havde han i den grad
erhvervet pavens bevågenhed, at denne gjorde ham til
sin personlige kapellan med det resultat, at Jacob Er
landsen i en årrække kom til at opholde sig i pavens
umiddelbare nærhed og undlod at vende tilbage til Dan
mark. Det kan ikke undre, at kong Erik i de forskellige
skrivelser, han i disse år modtog fra paven, mente at
kunne spore Jacob Erlandsens informationer om forhol
dene i Danmark, og hans umiddelbare reaktion herover
for var at behandle Jacob Erlandsens gods på ganske
samme måde som Niels Stigsens. Svaret herpå udeblev
ikke, idet der kort tid efter kom en pavelig ordre til
ærkebiskop Uffe Trugotsen om at pålægge alle rigets
kirker en skat af en sådan størrelse, at dens samlede
provenu udgjorde det tab, som Jacob Erlandsen led i
indtægter ved kongens beslaglæggelse af hans gods.4
Det næste skridt, paven foretog, indeholdt en direkte