15 / 795
Den københavnske stadsret af 13. marts 1254
3
bekendt præget af kiv og strid. Tre — måske fire — kon
ger: Erik Plovpenning, Abel, Christoffer I og Erik
Klipping døde en voldsom død, og kirke og kongemagt,
som i Valdemarstiden havde arbejdet hånd i hånd og på
mange områder omdannet den nedarvede rets- og sam
fundsordning i overensstemmelse med de kirkelige syns
punkter, stødte nu sammen i en uforsonlig kamp. 1245
sammenkaldte ærkebiskoppen i Lund
Uffe Trugotsen
rigets bisper og andre fremstående gejstlige til et møde
i Odense, på hvilket der blev vedtaget en beslutning om,
at enhver, som for ond vindings skyld eller af andre
grunde dristede sig til at skille kirker ved deres ret eller
gjorde sig skyldig i krænkelse af deres privilegier eller
røvede kirkens gods og ejendom, ligesom enhver, som
påbød eller anstiftede til noget sådant, skulle rammes
af kirkens ban, d.v.s. udstødes af kirkesamfundet. An
ledningen til denne pludselige aktion fra kirkens side,
som formelt vel var holdt i største almindelighed, er
ikke vanskelig at finde. Det var Erik Plovpennings gen
tagne overgreb, hans tilegnelse af kirketienderne og
hans øvrige optræden over for kirken, som var den di
rekte genstand for bestemmelserne i Odense-beslutnin-
gen af 1245.
Hvis Uffe Trugotsen havde troet, at denne beslutning
ville have advaret kongen imod at gå videre ad den vej,
han allerede havde betrådt, skulle begivenhederne de
følgende år vise noget andet. Odense-beslutningen blev
kun anledningen til en betydelig mere aggressiv politik
fra kongens side end den, han hidtil havde givet udtryk
for. Roskildebispen
Niels Sligsen,
der tillige var kongens
kansler, men som i kraft af sin høje gejstlige stilling
havde været til stede på mødet i Odense, blev af kongen
beskyldt for at lægge råd op imod denne. Nægtes kan
det jo heller ikke, at Niels Stigsen befandt sig i en over
ordentlig vanskelig dobbeltstilling, når han både skulle