552 / 795
540
F. C. Kålund-Jørgensen
tionens side. Den var jo kun rådgivende, men man havde
„nok af Raad, naar man vilde tage Hensyn til dem, som
kom fra de 4 Stænderforsamlinger (L a tter)“.
Monrad kunne derfor i sin ovenfor citerede koncept
til en skrivelse til kongen hævde, at han havde holdt sig
inden for loyalitetens grænser, og at, hvis kongen havde
fået et andet indtryk, måtte det hidrøre fra løsrevne
eller bevislig urigtige meddelelser, altså bagvaskelser, og
det er naturligt, at han som ansøger ønsker at værge sig
herimod. For ham måtte spørgsmålet ganske enkelt
blive, om kongen, ligesom flertallet af Kancelliet med
Ørsted i spidsen, kunne se bort fra, at han var en politisk
modstander, og lade „den særdeles Dygtighed“ være det
„Moment, der overveiende maatte komme i Betragtning“.
Der var im idlertid et tredje moment i sagen, som han
næppe selv havde haft øje for, og som hans biografer
heller ikke synes at have ænset, nem lig det krav, der var
stillet i spidsen i selve den københavnske skoleanord
ning: at direktøren skulle være „en i Undervisningsfaget
kyndig og erfaren Mand“, altså en praktisk pædagog.
Dette moment kommer tydeligt frem i Skoledirektionen,
og navnlig i Kancelliets indstilling, hvor praktiske pæda
goger var placeret meget nær op ad Monrad, der aldrig
havde været lærer, skoleleder eller udgiver af skolebøger.
Som det fremgår af forestillingen for kongen, havde
Kancelliet delt sig i et flertal på 3 og et m indretal på 2
(hvoraf præsidenten, statsm inister Stemann, var den
en e). Monrad var sat som nr. 1 på flertallets liste, men
var ikke nævnt af de to m indretalsmedlemmer af Kan
celliet.47 Borgen, der havde en solid lærerpraksis bag sig
og var udgiver af højt ansete skolebøger i latin og dansk,
var optaget på begge lister, som nr. 2 på flertallets og
nr. 1 på m indretallets. Ingen af de andre ansøgere var
på begge lister. Borgen havde således en særstilling, og
det er og har vel også dengang været, en almengyldig