F orm uesforh old ved m idten af 19. årh.
599
gang, og deres formuesomstændighreder adskilligt gun
stigere. Deres formuer var skabt i årene efter krigen.
Blandt de særlig velstillede nævner han silke-, uld- og
lærredskræmmerne, urtekræmmerne samt isenkræm
merne. Også hørkræmmerne stod sig godt, mens vin
handlernes forhold var mere problematiske. For dem,
der handlede i endnu mindre format, såsom høkerne,
øl- og brændevinsskænkerne, spiseværterne, konditorer
ne o.s.v. var forholdene også efter Nathansons opfattelse
bedre end ved århundredskiftet, og det slutter han ikke
mindst af, at forholdsvis flere af denne gruppe da end
før var besiddere af fast ejendom; thi — som han siger
— det er velkendt, at netop denne kategori af borgere
sjældent køber fast ejendom, uden selv at sætte en del
af deres egen formue i den. Desuden er gruppens levefod
og den meget høje leje, den betaler af sine lokaler, be
viser for, at stillingen er bedre end før. Han nævner des
uden, at der fandtes en del formuende mæglere, og hvad
håndværkerne angår, regner han med, at der blandt dem
findes adskillige velstillede, idet han på ny slutter ud
fra besiddelse af fast ejendom. Han er dog ganske klar
over, at en ejendomsbesiddelse ikke er noget ubedrage
ligt kendetegn på velstand, men han regner med, at
medlemmer af håndværkerstanden, som ejer eget hus,
ligesom de småhandlende må have en hel del egen
formue stående i det, idet det er så svært at skaffe
2 . prioritets lån.
Endelig er der de såkaldte „Capitalister, der leve af
deres Midler“. Deres tal skulle efter hans mening være
vokset, og han nævner, at det er „den almindelige
Klage“, at der gives for mange af disse „Obligations-
Mænd“. Noget præcist antal kan han dog — som rimeligt
er — ikke opgive, så lidt som det er muligt for ham at
oplyse noget nærmere om, hvor store formuer sådanne
folk disponerer over.




