297 / 312
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
Ofte hører jeg med forbauselse flere ytre den mest
brændende lyst efter at spille roller, som deres selvkritik -—
om de eiede en gnist af den — vilde sige dem laa ligesaa
langt fra deres evner, som maanen ligger fra jorden.
Gid jeg
havde noget af denne selvtillid!
Naar jeg f. eks. spiller i
B jø r n s o n ’s
«En fallit», er jeg
rent fortvilet; jeg har da en følelse, som om jeg har en
møllesten om halsen.
Jeg finder og har altid fundet, at
denne rolle ganske maatte være som skrevet for fru
G u n -
d e rs e n
; men direktion, forfatter, ja alle har fortalt mig, at
jeg spiller den udmerket.
Naar jeg har bedt mig fri for den,
har
S c h r ø d e r
svaret,
at
B jø r n s o n
forlanger, at jeg skal
spille den, da han finder mig flink i rollen; jeg har ogsaa
faaet stor ros i alle blade for den.
Jeg tror knapt, at jeg
har arbeidet med nogen rolle som med d e n n e ; men jeg er
stadig misfornøiet med mig selv deri.
Det hænder ikke saa sjelden, at jeg beder mig fritaget
for roller, fordi jeg tror, jeg ikke magter dem.
S c h r ø d e r
sagde engang til mig:
«Men Herre Gud, fru
W o lf,
jeg
troede, De skulde blive saa glad, for den rolle ligger jo
ypperlig for Dem; dog, jeg skal føie Dem for engangs skyld.»
Frøken
R e im e rs
fik rollen; det var i «Broder Russ».
«Det
er underligt med Dem, fru
W o l f , »
sagde
S c h r ø d e r ,
«at
næsten altid, naar De kommer paa kontoret, saa er det for
at bede Dem fritaget for roller, medens de fleste kommer her
for at plage mig med bønner om en eller anden rolle.»
Det er ogsaa en ting, som er en stor plage for mig, og
det er, at jeg endnu altid er saa bange den første gang, jeg
skal op i en ny rolle.
Til min store forbauselse, ja jeg kan
gjerne sige misundelse, ser jeg flere af kameraterne gaa saa
rolig til sin rolle, som om det var den letteste sag af verden.
.Jeg er i begyndelsen især saa angst, at jeg formelig har
feber; jeg tror, det er derfor, jeg aldrig kan blive kvit min