292 / 312
GAMLE VENNER.
2 8 9
fordrede mig stadig til at tale:
«Aa tal rigtig meget
for
m ig; jeg bliver aldrig træt af at høre.»
Senere sang jeg smaasange for hende, som hun sagde
glædede hende saa usigelig.
Og jeg maatte love snart
at
besøge hende igjen.
«Aa ja, et smukt sprog,» vedblev hun,
«det er da vel det første paa en scene, og saadan som De
og fru
G u n d e r s e n
taler, saadan skulde det bergenske altid
ta le s ; et dannet, rent, bergensk sprog finder jeg er det smuk
keste sprog fra s cen en ; men vel at merke, kun naar det tales,
•som I taler det.
Det er forunderligt med bergenserne, der
er saadan sangbund i dem; det er et merkværdig begavet
folk; det er jo ogsaa derfra, vi har vore første sceniske
talenter.»
Ja, der tales ofte et forfærdeligt sprog paa Kristiania
thfeater, og dette gaar fort væk for sig, uden af hverken pres
sen klager eller der rettes derpaa ved instruktionen.
Det er
ogsaa én anden sag, som direktionen burde tage sig
ad notam.
Det er det store misgreb, den saa ofte gjør sig skyldig i, at
■engagere saa mange talentløse individer.
37 - • Fru Lucie W olfs livserindringer.