289 / 312
2 8 6
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s e ri nd r in g er
.
tog hun mig om halsen og kyssede mig, idet hun sagde r
«De er fortryllende.»
Kort efter min samtale med fru D
ue
fik jeg merkelig'nok-
følgende lille digt for udførelsen af hertugindens rolle; det
stod i en af byens blade:
T il
f ru L
u c i e
W
o l f
!
Fru W o lf , en hjertets tak
for hele din scenefærden,
for al overgiven og lystig skjemt,
du kastet ind i vor kjedelige verden,
for hver en hilsen ifra natur,
den sunde, friske og klare,
der ofte klang ind som en stridens lur
iblandt nikkedukkernes skare.
Du talte til folkets sunde sans,
og revsede pjaltet i salonen,
derfor faar du en laurbærkrans,
til tak for hele — sæsonen.
Sæsonen er fra den første gang,
du gav os minder, vi ikke glemmer,
der løfter sig i minders kor,
som altid os lystig stemmer.
Hører du ikke det jublende kor,
der giver dig nu sin serenade,
det er alle, der fulgte din kunstnerfærd,
som i dig saa sig friske og glade.
Jeg sender dig takken, det er ei blot min,,
den slaar mod dig fra hele folket;
thi hvad der sig rørte i de tusen sind,
det har i din kunst du fortolket.
^
^
*