284 / 312
SMAATRÆK FRA BERGEN.
281
Intet mer, aaben plads til dato og aarstal.
Jeg spurgte
konen, hvorfor hun satte sit navn paa graven, medens hun
endnu levede.
Hun svarede, at hun fik det billigere, naar
der stod saa meget paa én gang, og naar hun saa døde,
kunde man jo bare føie dato og aarstal til, saa var det hele
gjort.
Samme kone blev gift kort tid efter og hed da madame-
M i c k e l s e n .
Paa et lidet kors stod der:
(
'
« H E R U N D E R H V I L E R MI N E N E S T E '
L E V E N D E S Ø N .
F A R V E L D A , J A K O B ! »
Ligesaa originale som disse gravskrifter var den tids
dødsanmeldelser.
Jeg har hørt flere fornøjelige, hvoraf ]eg
vil citere et par:
«Det behagede Herren i sit 54de aar at bortkalde min
kjære hustru,
S i l l e K u n d i g u n d e ,
til et bedre liv, hvori vi
avlede 4 børn, af hvilke et modtager hende hisset, et i
Amerika, et hos kjøbmand
L ø k k e
i Trondhjem og et paa
Frøsæt.»
«Det behagede Gud, efter i 14 aar at have lidt af en
stedse tiltagende svaghed, at bortkalde min kjære kone,
A n e .
M a r i e .
Hun døde, den hulde, paa Gaasetorvet nummer 11,
3 trapper op, muren til venstre.
Kun den tanke, at hendes
sygdom — Gud være lovet — ei var farlig, og at der
er flere mennesker, som er dødeligheden^ lod underkastet,
opretholder saa nogenlunde mit knækkede mod som enke
mand.
Enhver,
som
kjendte hende, vil ikke undlade at
fælde taarer og forskaane hende for kondulence, som herved
frabedes.»
?6 — Fru Lucie W olfs livserindringer.