280 / 312
SMAATRÆK FRA BERGEN.
2 7 7
er død inat.» — — Og ganske rigtigt: vi fik underretning
om, at moder var død den samme nat.
Dette vil kanske mange kalde for overspændte, sygelige
fantasier; men for mig staar det som noget vidunderlig skjønt
og trøstende, at alle de elskede, som er gaaet fra os, omsvæver
os, ja endog viser sig for vort legemlige øie.
Dette, fore
kommer det mig, giver os en sikker fortrøstning og over
bevisning om et gjensyn.
Denne egenskab hos min søster havde hun vistnok arvet
efter fader.
Hos hende var det visselig en hel del sygelighed,
hvorimod fader var sund og karsk baade paa sjæl og legeme.
A t en natur som faders, — en saa uskyldig, barnlig natur,
som var fri for al affektation og for al den raffinerede kultur,
som hos mange dræber barnligheden og den tro, som griber
og tilegner sig umiddelbart Guds væsen saavel i hans ord
som i naturen — , at en saadan natur kan opfatte ting,
som er døde og lukkede for andre, synes jeg ikke er saa
besynderligt.
Det er
akkurat det samme som med musikalske og
umusikalske mennesker ligeoverfor musik.
Naar der fore
drages god og vakker musik, er det da ikke, som om gode
aander meddeler sig i et tydeligt sprog, omend usynlige, for
det musikalsk opladte øre?
Jo visselig.
Man kan stundom
se det aandelige gjenskin paa deres ansigter, paa samme
tid som de umusikalske mennesker kan sidde uberørte og
ligegyldige, ja endog blive søvnige.
Jeg mindes
fra min spædeste barndom, hvilket uud
sletteligt indtrykdet
gjorde paa mig, da
fader fortalte
om
sin elskede
moders død.
«Det var
en stjerneklar
vinternat,» fortalte han, «at moder laa døende, og fader tog
mig kjærlig i haanden og førte mig ud, da han var ræd for,
at min lydelige jammer og graad skulde forstyrre moder i
hendes dødsstund.
Medens jeg sad derude i den stjerneklare
nat og bad saa inderlig til Gud for min moder, hørte jeg