277 / 312
274
fru
L
ucie
W
olfs
li vse ri nd r in g er
.
mod mig, de tilgiver mig nok for
L u c i e s
skyld.»
Merkelig
nok lod moder sig lokke til for én gangs skyld at tage del
i kommersen.
Da jeg havde mit 30-aars jubilæum, blev der lavet en
buste af mig.
Min fader var da blind og gik af og til i
barndommen og havde da ikke rigtig greie paa, hvad han
sagde.
«Fader, der er kommen ud en buste af
L u c i e , »
sagde
min søster.
«Nei er der det?» svarede han, «ja saa, det
var jo fornøieligt, d e t !
Aa ja, nu kommer der vel snart en
af
J a k o b
ogsaa,» fortsatte han.
«Af
J a k o b ? »
spurgte min
søster, «nei da, fader, han er jo ingen kunstner.»
«Er han
ikke kunstner?» udbrød fader indigneret, «var han kanske
ikke udlært malersvend, før han gik tilsjøs ? Vi har jo mange
pene malerier hængende paa væggen af ham; jeg skulde vel
tro, at han er ligesaa god kunstnér som
L u c i e . »
Fader var saa glad i min broder
J a k o b .
Jeg tror virkelig,
det var meget, fordi han var den af mine søskende, der havde
mest lighed med mig.
J a k o b
førte dampskibet «Framnæs»
i mer end 25 aar, og det var en festdag for fader, naar han
kunde gaa ud paa fæstningen og vifte til ham, naar han kom
indover fjorden med sit skib.
«Skynd dig,» sagde han til
moder en dag,
« J a k o b
kommer om en halv time, kost frakken
min pent, er du snil, grei haaret mit og giv mig ren krave
og rødt lommetørklæde, jeg skal ud og flagge for JAKOBmand.
Han staar altid høit i stavnen og svinger med hatten sin til
gamle fader.
Aa, Herre min Gud, for mange glæder du
skjænker m i g !
Kan du ikke være med du ogsaa engang da,
moder?
Du kan jo staa og vifte med den røde søndags-
regnehatten; saa bliver
J å k o b
saa glad.
Og saa er der saa
vakkert paa fæstningen; du kan se de deilige trær paa Sverres-
borg, den smukke Askøen og hele Sandviken.
Ja, det syn
er værdt at se!»
«Nei, jøsses, hvor du tøver!» svarede
moder, «har jeg tid til saadant midt paa dagen?»
«Aa nei!»
sagde fader, «det er nok sandt, som madame
H e l l e m a n d
sagde