282 / 312
SMAATRÆK FRA BERGEN.
279
En gammel kurvkone,
E n g e l k e ,
som i alle mine barne-
aar, saa langt jeg kan huske tilbage, sad og solgte kager
oppe ved stadsporten, sagde ogsaa til mig en dag, jeg havde
kjøbt kage og sad
og passiarede en stund med 'hende, og
der netop passerede et ligfølge til Markekirkegaarden:
«Ok,
kor hyggelig madame
J a n s e n
faar ligge derhenne.
Ja, eg
sokner
naa
til Nykjerken, men eg vil naa begraves paa
Markekirkegaarden
a lligev el;
det skal hverken prest eller
klokker forby’ meg.
Eg har altid vore et redeligt menneske,
saa de kan ikje forholde meg at faa ligge der, kor eg kan
have lidt fornøielse.
Her er saa’nt liv heroppe ved stads
porten, især om søndagene, kor alle de pene, pyntede folk
spadserer opefter Kalfarveien.
Dette er jo det fornøjeligste
strøg i byen, saa her vil eg naa ligge.»
En af mine venner, en gammel matros i Sandviken,
O l e M a r t i n ,
traf jeg en søndag oppe paa Sandvikens gamle
kirkegaard, «Fredens bolig» kaldet.
Han sad og spillede en
salme paa trækspil, rigtig pent.
Da jeg kom bort til ham,
fortalte han, at her var hans kjæreste opholdssted, og her
skulde han ligge tilankers, «naar skuten ikje duede mer.
Eg faar nok lov hos Vorherre at klyve op til topseilet, for
der kan eg jo se alle skuterne, naar de dreier omkring
Kvarven; det er naa det peneste syn for meg i denne verden,
og det bli’r det ogsaa i himmerik, det er eg stø paa, for
nokke gildere syn end dette findes ikje hverken paa jorden
eller i himmelen.
Og eg vet, at alt det, vi er gla’ i, det
faar vi se deroppe; jamen trur eg saa.»
tf
Jeg elskede som barn at lege paa vore gamle kirkegaarde
omkring
Bergen, under de store, skyggefulde trær.
Der
fandtes de søde, gammeldagse blomster, som nu næsten ikke
findes mer; det duftende grønne som rennifan, abraad og