281 / 312
27 8
fru
L
ucie
W
olfs
l i vs e ri n d r i ng e r
.
pludselig, at den deiligste musik og salmesang ligesom drog
over huset, og jeg fik en fornemmelse af, at nu drog englene
med moders sjæl til saligheden.
I det samme kom fader og
sagde:
’Nu døde moder.’ »
Da fader mistede sin broder
A n d e r s ,
havde han ogsaa
en saadan forudfølelse.
En nat vaagnede han og sagde til
moder:
«Moder, hørte du,
A n d e r s
raable paa mig?»
«Aa
snak,» svarede hun, «det er blæsten.
Du kan da skjønne,
at
A n d e r s ,
som er saa syg, ikke er ude i en saadan nat;
det er jo den mest forrygende snestorm.»
Fader forsøgte
at sove igjen, men forgjæves; han var saa urolig.
Pludselig
farer han op igjen.
«Jeg gaar til
A n d e r s ;
nu raabte han
saa tydelig paa mig.
Tænk, om han dør, før jeg kommer
til
h a m ; han vilde kanske gjerne tale med mig.»
Inden
fader var kommet i klæderne, hørte vi en lydelig banken
paa porten.
Det var en gammel pige, som tjente hos far
broder
A n d e r s :
«Aa, Herre Gud, skynd jer til jeres broder,»
sagde hun til fader, «han er døende, og han raaber saa paa
broder
S v e n d .
’Kom,
S v e n d ,
skynd dig, før jeg d ø r !’ har
han raabt flere gange.»
Fader kom desværre for sent; hans
broder var død, da han kom derop.
Flere af de gamle bergensere; jeg kjendte, talte altid
om at ville ligge begravet paa de steder, som de holdt mest
af.
Ogsaa fader nævnte dette, da bogholder
R o l f s e n , N o r -
d a h l R o l f s e n ’s
fader, døde.
R o l f s e n
havde været i sparebanken i mange aar, og
fader elskede ham høit, og han talte saa vemodig om ham,
da han var død.
«Aa, ja, ja,» sagde fader, «hvem skulde
tænke, at han skulde gaa hjem før mig.
Gud velsigne hans
m in d e !
Det var en elskelig sjæl, som kom og gik med fred.
Ja, nu faar han høre den første sang af vaarfuglene i lien
oppe paa Markekirkegaarden.
Aa ja, jeg under ham det saa
vel; der skulde jeg ogsaa gjerne sove min sidste søvn.»