285 / 312
2 8 2
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
Som prøve paa samme tids skrivemaade er ogsaa en
fornøielig ansøgning til kongen, jeg engang fik læse:
Til kongen!
«Jeg fattige enke-kone,
K a r e n O l s d a t t e r ,
anraaber herved
Deres Majestæt om den naade, at han vil lægge et godt ord
ind for min søn,
A n d r e a s ,
hos vor gode politimester, som
blev afskediget som vægter forrige høst formedelst en drukken
skabs- eller beruselses-gjenstand.
Vor gode politimester er
naadig og god samt streng og ædruelig; men det forholder
sig anderledes med Deres Majestæt, som kan give naade og
som kan befale at lade naade gaa for ret.
Gud velsigne
Majestæten!
Opfyld denne min bøn.»
*
En arbeider, hvis kamerat døde ved et ulykkestilfælde
paa arbeidspladsen, blev udseet til at bringe enken denne
sørgelige meddelelse.
Han studerede paa, hvordan han saa
skaansomt som muligt skulde faa sagt hende det.
Tilslut
gik han smilende ind til hende og sagde i en fornøiet t o n e .
«Goddag, enkemadame
H a n s e n ! »
«Eg er ikje enke,» svarede
hun.
«Jomen er
1
enke,» sagde han atter.
«Eg tiur, I hai
faaet en taar over tørsten, far,» sagde hun «eg er gudskelov
ikje enke.»
«Skal vi vædde paa, at I er enke,» sagde manden
og rakte haanden ud med en alvorlig mine.
Staklen skjønte
da det sørgelige bud, han kom med.