291 / 312
288
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
hjem, er mig uforglemmelige.
Naar han om aftenen kom fra
politikammeret, var vi jo færdig at dø af latter over hans.
fortællinger om alt det, som var passeret i dagens
l ø b ; der-
paa læste han gjerne
H o l b e r g
høit for os.
Hans opfatning
og gjengivelse af de forskjellige figurer var aldeles glimrende..
Ja, h a n kunde tolke
H o l b e r g ’s
vid med et lune, som kun
kan lignes med
J o h a n n e s B r u n ’s.
Han var en elskværdig og
rasende fornøielig mand, en egte bergenser.
Vi lo og morede
os, saa timerne fløi som minutter, naar vi var sammen.
I advokat
D u n k e r ’s
hus, hvor jeg kom flere gange, traf
jeg den bekjendte fru
C o n r a d i n e D u n k e r .
Jeg var en mid
dag paa deres deilige sted paa Malmøen.
Her kom man rnd
i en stor hal, der ligner kong
H a a k o n ’s
hal i Bergen i mi-
niatur.
Figurer af de gamle norske konger stod rundt om.
inde i v æ g g e n e ; men øverst i salen — ligesom i et høisæde.
- sad der en bitte liden, sammenkrøbet, blind skikkelse med
stor, hvid kappe paa hovedet, det var advokat
D u n k e r ’s
moder, fru
C o n r a d i n e D u n k e r ,
født
H a n s t e e n .
Advokaten
tog mig ved haanden, førte mig op til hende og sagde r
«Moder, her bringer jeg dig kunstnerinden fru
W o l f ,
som
du interesserer dig saa meget for.»
Hun rakte begge hæn
derne mod mig og sagde:
«Velkommen, velkommen og tak,
fordi de glæder en gammel kone med Deres nærværelse
1
Nu maa De tale rigtig meget, saa jeg kan faa høre Deres
vakre, ungdommelige stemme og Deres bergenske sprog, som.
lyder saa smukt fra scenen; da kan jeg i tankerne indbilde
mig, at jeg baade ser og hører Dem spille i en af Deres
roller.»
Det var rørende at se, med hvilken ærbødighed og sønlig
kjærlighed denne ellers saa satiriske, skarpe mand behandlede
sin moder, hvor varsomt han ledede hende til hæderspladsen:
ved bordet, som var dækket ude i haven, og hvor kjærlig
han forklarede hver ret, som han skar op for hende.
Hun op-