295 / 312
292
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
inder.
Én, som jeg fandt f o r gal, spurgte jeg, hvorledes det
var faldt hende ind at ville gaa til theatret med hendes stygge
sprog og raa udtale.
Hun svarede, at denne lyst havde hun
faaet, fordi de hjemme fandt, at hun var saa morsom i herre
klæder, og hendes fader vilde betale mig svært godt, om jeg
vilde læse med hende.
«Ja, Dere skal faa saa mye, Dere
forlanger,» tilføiede
h un ; «for han far k a n betale, ska’ jeg;
si’ D ere; der er inte no’e iveien for det da.»
Trods dette
fordelagtige tilbud bad jeg hende saa venlig at «gaa hjem og
lægge sig».
Der var desværre mange, som jeg fornærmede og som.
gik i vrede fra mig; thi for at betage dem lysten, abede jeg.
efter deres maade at tale og bevæge sig paa og spurgte, om
de troede, at saadanne manérer og saadant sprog kunde taa-
les paa en scene.
Flere af disse var virkelig dannede damer
og af god familie, men de fleste af dem var «bidt af en gal
skuespiller», som det heder, og naar denne ulykkelige lyst
«rider» dem, saa raser de, og det gjælder da at stagge dem
itide, før de gjør baade sig selv og dem, som skal se paa
dem, rent fortvilede.
Jeg led bogstavelig talt kvaler ved at
høre paa dem.
Enkelte kunde sige en og anden replik, som
der var mening i ; men alt det andet maatte fuldstændig i
støbeskeen, før der kunde være tale om at anvende dem paa
theatret.
Mange har jeg dog havt stor glæde af.
Som:
C o n s t a n c e
B r u n ,
fru
W e t t e r g r e n , H ja lm a r Hammer, A g n e te S c h ib -
s te d , A s t r id
Lous og flere.
Det første,
C o n s t a n c e B r u n
(senere fru
Ih le n )
bad mig
om, var, at jeg maatte være oprigtig mod hende, og hvis jeg
ikke fandt virkelig begavelse, da at sige den rene sandhed
;
hun vidste ikke noget ynkeligere end en middelmaadig skue
spillerinde, — alt andet var at foretrække for denne stilling.
Hun læste kun et par replikker af den unge piges rolle i
P a i l l e r o n ’s
«Gnisten», derpaa slog hun op en glad, sød,.