296 / 312
HVEM BØR GAA TIL SCENEN?
ungdomsfrisk latter, som formelig gav gjenlyd i mit hjerte.
Jeg slog bogen sammen, tog hende i mine arme og u db rø d:
«Der behøves ikke mer, De er kaldet, vær sikker paa det!»
Det er saa ofte hændt mig, at en virkelig begavelse er
kommet med mistro om sig selv, medens det har været et
særkjende for ubegavede, at de har havt stor tro og overbe
visning om, at de er kaldede.
Denne mistillid til sig selv
havde ogsaa fru
W e t t e r g r e n
; men prøve vilde hun, før fik
hun ikke ro.
O g man ser jo resultatet; hun er en flink og
intelligent skuespillerinde.
Det være langt fra mig at ville forlange, at theatret kun
burde bestaa af første rangs talenter.
Aa nei, de vokser ikke
paa trær.
Intet sted i verden kan et theater være besat med
bare store begavelser; men intet sted er det vel som her, at
de unge anser det som en personlig fornærmelse, naar de
tildeles smaaroller.
Er de virkelig besjælede af lyst og inte
resse for kunsten, og vil de endelig være ved theatret, saa
bør de jo vide, at det er ligesaa vigtigt, at de mindre roller
spilles godt som de større, — for det hele indtryks skyld.
De faar trøste sig over skuffelsen ved ikke at faa store roller
med den replik, som dronning Zoe siger til Georgius i «Væ
ringerne i Myklegaard», da hun bebreider ham hans misundelse
mod Harald Haardraade:
«Est du ei sol, saa find dig smukt
beskedent i at være maane.»
Jeg forstaar ikke den selvsikkerhed, som flere af de unge
er i besiddelse af, naar de tror, der snart sagt ikke findes en
rolle, som de ikke synes, de godt skulde kunne klare.
Saa
gammel skuespillerinde jeg er, har det ofte hændt, at naar
jeg ikke har faaet frem det, jeg har tænkt, er jeg bleven saa
rent mistrøstig, at jeg har tvilt paa, om mit talent er virke
ligt; og hr.
S c h r ø d e r
samt flere af mine direktører har hørt
mig klage over, at jeg ikke fandt, jeg kunde spille den eller
den rolle godt nok.