294 / 312
HVEM BØR GAA TIL SCENEN ?
2 9 1
staaelsesfuld mand til at veilede dem, en mand, som
ikke
havde anden gjerning end denne ene, der sandelig vilde give
ham nok at gjøre.
Og hans eleverburde
kun faa lov at
spille for publikum,
naar de tydelig og klart havde lagt for
dagen, at de utvivlsomt havde talent.
Dette vilde skaane
mange for et forspildt liv samt mange bitre skuffelser.
Det er synd, ja
stor synd, ikke at være varsom med
engagementer.
Her
gaar
jo folk ved theatret, som aldrig
burde have sat sin fod paa scenen.
En theaterskole var det
ene rette; men det har vi jo ikke raad til.
Jeg har læst med en skare unge mennesker; men det
var alt andet end behageligt.
Det kunde jo have indbragt
mig en sikker og god indtægt, om jeg ikke havde fundet,
at det var uærligt at tage deres penge, naar jeg var sikker
paa, at de aldrig vilde kunne anvendes som skuespillere.
Mange gange blev jeg desværre aldeles rasende over, at de
kunde huse en saadan indbildskhed at tro sig kaldet til at
dyrke denne skjønne kunst.
Jeg var alt andet end behagelig
mod dem, da jeg uden naade og barmhjertighed erklærede
dem for umulige.
Jeg mindes en ung dame, som af ulykkelig lyst til the
atret opgav en udmærket stilling; reiste fra det hele og gang
paa gang kom for at forsikre mig om, at der ikke fandtes
det offer i verden, som hun ikke vilde bringe blot for at faa
komme til theatret.
Men jeg svarede hende, at om hun end
vilde ofre sit liv for denne sag, saa var det spildt, da hun
var kemisk renset for talent og dertil af et meget uheldigt
theaterydre, liden og tyk.
Det stakkels menneske sad uden
for min dør og storgræd til langt ud paa kvelden; hun var
rent ulykkelig.
Hendes broder skrev til mig, at hele hendes
familie var i stor uro og sorg over hende, da hendes gode
forretning stod paa spil.
Han bad mig indstændig at fraraade
hende dette, som jeg da allerede forlængst havde gjort.
Der kom de mest umulige, som vilde blive skuespiller