300 / 312
MIT 30-AARS JUBILÆUM.
297
Din latter er den sprudlende Cascade,
der sprøiter perlers dug paa vore saar;
dit friske ord — en regn af rosenblade.
Med sang og klang du kom — en vaar i vaar.
\
I vaarens dragt du derfor stedse svæver,
en dronning over alle unges sind!
Det land, hvorover mildt du sceptret hæver,
har lutter smil — ei taarer trænger ind.
Med Holberg, Wessel gaar du haand i haand,
og legende du tolker deres lune.
Din fødeby gav dig Pernilles aand,
dit dybe smilehul er viddets rune.
Saa mangen kunstnersjæl med taarers braad
sit navn har skrevet ind i tidens tanker,
du, scenens lysalf, fik en bedre lod,
som broget arabesk dit navn sig ranker.
I smil du strøed roser paa vor vei,
sødt sladrende du smerten bød at tie,
og derfor, naar vi takfyldt mindes dig,
vi smile maa — for smilet er Lu cie .
Til denne min benefice havde, jeg den store glæde at
have min elskede fru
G ru n g
siddende i «sniplogen».
For at
glæde mig og som minde om Bergen havde hun sat en buket
røde blomster i brystet.
Som man kanske husker,maatte
hun, naarjeg spillede i Bergen, altid have en rød sløife
paa,
for at jeg kunae se hvor hun sad.
Jeg ønskede meget at kunne fremsige en prolog af
H e n r ik Ib se n
ved mit 30-aars jubilæum, og jeg tilskrev i
den anledning digteren, som dengang opholdt sig i Rom.
Hans svarbrev paa denne min anmodning gjengiver jeg i sin
helhed.
Endskjønt det dengang blev optaget i «Morgen
bladet» og saaledes vil være en del af min bogs læsere be-
ikjendt, er det dog et altfor interessant indlæg til ikke ogsaa
.at medtages her.
38 — Fru Lucie W olfs livserindringer.