305 / 312
302
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
saa mange aar.
Der blev stadig svaret, at
O s e lio
havde
betinget sig retten dertil for saa og saa lang tid.
Jeg søgte da om en sommerbenefice, som ogsaa tilstodes
mig, og idet jeg fulgte et godt raad, tog jeg «Carmen» til
opførelse, hvorved jeg gav min datter den forønskede anled
ning til at optræde.
Chefen gav ogsaa straks sin tilladelse;
thi det havde været ubehageligt for ham gang paa gang at
negte min datters optræden, da han interesserede sig meget
for. hendes stemme og dramatiske begavelse.
Da det ikke
ligger mange aar tilbage i
tiden, kjender man resultatet.
Det gik
aldeles glimrende.
Jeg selv havde kun at sige
nedenstaaende prolog af
N o r d a h l R o lf s e n :
«Jeg er lidt flau — jeg ved ikke vist,
hvad det er, jeg skal spille ikveld.
Jeg synes næsten, jeg er en statist,
som bare skal sige: Velkommen — farvel.
Men kanske, naar alting kommer til alt,
saa er det i grunden ikke saa galt,
at hun synger for én gangs skyld, min datter,
til benefice — for sin forfatter.
Jeg sa’ til mig selv: Du kan ei fortie,
du er ikke længer ung, Lucie.
Stemme har du jo havt for to,
baade «Paa Amager» og i «Domino»,
men Vorherre ved : Har du triller i barmen
og koloratur til at synge i «Carmen»?
Og naar det er noget, som skal «monne og dra,»
saa er det jo «Carmen», folk vil ha’ !
da laante jeg én, som jeg har i mente:
Min egen, kjære zigeunerjente.
Ja, skam at sige, saa mener jeg,
hun har zigeunerblodet fra mig,
slig som jeg var for firti aar
med brændende blik og kulsort haar,
.stormende frem paa dansende fod